Mærsk: Spotraterne mellem Asien og Europa tager et dyk

Udgivet den 17-09-2018  |  kl. 06:49  |  
Maersk

Rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der måler prisniveauet på containerfragt fra Shanghai til en stribe destinationer verden over, faldt i sidste uge for anden uge på stribe. Og faldet sætter også ind på spotraterne fra Asien til Europa.

Det viser data fra Shanghai Shipping Exchange, der opgør indekset.

SCFI faldt med 1,3 pct. til 909,74, men indekset ligger fortsat godt 17 pct. højere end på samme tidspunkt sidste år. Med til historien hører det dog også, at brændstofpriserne i år er noget højere for rederierne efter en stigning i oliepriserne.

Dermed synes der igen at være blevet sat en stopper for en længere periode med en overvejende positiv udvikling.

Spotraterne på containerfragt på ruterne mellem Asien og Europa, hvor blandt andet A.P. Møller-Mærsks containerrederi, Maersk Line, er en stor spiller, faldt i sidste uge med 7,2 pct. til 821 dollar per 20-fods container, TEU.

Udviklingen var eller inde i en god gænge for et par uger siden, hvor den ramte en pris på 959 dollar per 20-fods container, hvilket var det højeste niveau siden juli sidste år.

SCFI sammensættes på baggrund af spotraten på fragt fra Shanghai til 15 destinationer i hele verden og bruges som indikator på rateniveauet for de store containerrederier som Maersk Line, MSC og CMA CGM.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder