Mærsk/COO: #1 er ikke nok - vi skal være bedre til at komme til tiden

Udgivet den 14-11-2018  |  kl. 13:16  |  
Arkiv: Foto

Det sker stadig ikke hyppigt nok, at Mærsks lyseblå skibe kommer i havn til rette tid. Det siger driftsdirektør i rederiet, Søren Toft, oven på Mærsks regnskab for tredje kvartal.

For nylig viste den seneste opgørelse fra konsulenthuset Seaintel ellers, at Mærsks skibe var steget til topplaceringen i branchen i tredje kvartal fra en fjerdeplads kvartalet før. Og nyindkøbte Hamburg Süd var rykket med op til en andenplads.

Men selve præstationen var knap så prangende, da Maersk Lines pålidelighed faldt med 1,3 pct.point til 76,1 pct., og det kun var fordi rivalerne fra APL, Wan Hai og Evergreen præsterede større tilbagegange, at Mærsk-rederiet rykkede op i hierarkiet.

Derfor skal der gøres noget på den front, erkender Søren Toft.

- Vi har løst en af vores to udfordringer med hensyn til pålideligheden. Den ene var vores relative position i branchen, og den anden var den nominelle levering til kunderne. Vi er ikke tilfreds med den sidste del, siger Søren Toft på en telekonference efter regnskabet.

Med til at påvirke rettidigheden var dårligt vejr, som gjorde det umuligt at anløbe visse havne, skriver Mærsk i regnskabet. Det var også en faktor i rederiets stigende enhedsomkostninger - et af regnskabets ømme tæer.

For at få rettidigheden op er en af løsningerne at reducere hastigheden i sejlplanerne, siger Søren Toft. Det vil give Mærsk-skibene bedre mulighed for at indhente eventuelle forsinkelser.

Generelt forventer han også, at rederierne vil skrue ned for hastigheden i de kommende år som konsekvens af to hovedfaktorer: større skibe og det renere men dyrere brændstof, der følger med de nye IMO 2020-regler om mindre svovlindhold.

- Som tommelfingerregel kan og bør man forvente, at farten falder, når brændstofprisen stiger, og når skibsstørrelserne stiger, siger Søren Toft.

Ifølge Seaintels opgørelse var tredje kvartal det dårligste for branchen, når det gælder pålidelighed, siden målingerne begyndte i 2011.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard

Tags:  Director❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder