Mærsk/UBS: Sænker kursmålet med 14 pct.

Udgivet den 24-05-2018  |  kl. 10:41  |  
Arkiv: Foto

Den schweiziske bank UBS sænker kursmålet for Mærsk-aktien til 10.200 kr. fra 11.800 kr., skriver nyhedsbureauet Reuters, som ikke har oplyst anbefalingen.

Analytikerne har generelt set skåret kursmålet for aktien, siden at transport- og logistikkoncernen i sidste uge offentliggjorde et skuffende regnskab for første kvartal.

Mærsk fik i første kvartal et driftsoverskud før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 669 mio. dollar af de fortsættende aktiviteter, hvilket var en fremgang fra 638 mio. dollar i samme kvartal året før.

Resultatet var dog noget svagere end ventet, da analytikerne ifølge Ritzau Estimates havde ventet et driftsoverskud på 845 mio. dollar i kvartalet. Det var blandt andet stigende omkostninger til olie og en svag dollar, som spændte ben for selskabet.

Mærsk fastholdt forventningerne til 2018 og sigter dermed fortsat efter et EBITDA-overskud på 4-5 mia. dollar, men ledelsen udtrykte større usikkerhed om indtjeningen - blandt andet på grund af den verserende handelskonflikt mellem USA og Kina.

Mærsk-aktien stiger torsdag 1 pct. til 9714 kr., men er faldet 4,3 pct. efter regnskabet torsdag i sidste uge.

/ritzau/FINANS

Aske Muff

Tags:  Maintain❯  Research❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder