Maersk Drilling får kombinationskontrakt til rig

Udgivet den 16-11-2017  |  kl. 12:50  |  
Maersk Line

Maersk Drilling har fået en sjælden type kontrakt. Jack-up-riggen Maersk Inspirer skal arbejde for spanske Repsol i Norge i fem år - både som klassisk borerig og som produktionsplatform.

Riggen skal bygges om, så arbejdet på offshore-feltet Yme starter tidligst i fjerde kvartal af 2019, oplyser Maersk Drilling i en pressemeddelelse.

Aftalen indeholder også optioner på yderligere op til fem års arbejde.

Repsols plan er at sanere Yme-feltet, efter at tidligere forsøg mislykkedes på grund af en defekt nybygget platform, der endte med at blive kasseret, inden den overhovedet kom i brug.

Maersk Inspirer har også tidligere fungeret som produktionsplatform for Statoil på Volve-feltet i Norge, men den har stået ledig siden årsskiftet. Ifølge Maersk Drilling er Inspirer den eneste rig af sin slags i Nordsøen.

Maersk Drilling afslører ikke værdien af kontrakten med Repsol, men fortæller, at summen af rederiets indgåede kontrakter siden starten af tredje kvartal er på 564 mio. dollar fordelt på mere end syv års rigarbejde. Det tæller - ud over dagens aftale med Repsol - i alt otte andre ordrer.

- Jeg er glad for at se, at vi er i stand til at skaffe vigtige kontrakter i nøglemarkedet i et meget udfordrende forretningsklima, siger Jørn Madsen, topchef i Maersk Drilling, i meddelelsen.

Maersk Drillings flåde lider generelt af manglende kontrakter i et marked, hvor olieselskaberne holder igen med investeringerne, og kun lidt over halvdelen af arbejdsdagene for rederiets 24 borerigge og -skibe er i øjeblikket på kontrakt.

Divisionen er samtidig på vej til at blive skilt ud fra A.P. Møller-Mærsk, der vil koncentrere sig om containershipping og logistik. Ved seneste kvartalsregnskab blev værdien af Maersk Drilling nedskrevet med 1,75 mia. dollar.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard

Relaterede nyheder