Maersk Drilling H1: Nedskrivning udløser underskud på 9,7 mia. kr.

Udgivet den 14-08-2020  |  kl. 07:56  |  

Borerigselskabet Maersk Drilling, der blev børsnoteret som et selvstændigt selskab i april sidste år, oplevede tilbagegang i de første seks måneder af 2020, som har været hårdt ramt af coronakrisen og faldende oliepriser. En kæmpe nedskrivning belaster desuden bundlinjen.

Omsætningen faldt til 584 mio. dollar i årets første halvår fra 623 mio. dollar i samme periode året forinden, fremgår det af selskabets regnskab, der er offentliggjort fredag morgen.

Driftsresultatet før renter, skat samt af- og nedskrivninger (EBITDA) endte på 140 mio. dollar før særlige poster. Det er en tilbagegang fra 231 mio. dollar i samme periode året forinden.

- Det skarpe fald i oliepriserne i første kvartal af 2020 udløst af covid-19 og Opec+'s adfærd har medvirket til lavere budgetter i olie- og gasselskaberne, udskydelse af projekter, aflysning af udbud og suspension og ophævelse af kontrakter, skriver Drilling i regnskabet.

På de nedre regnskabslinjer hentede Maersk Drilling et nettoresultat på minus 1534 mio. dollar, eller 9,7 mia. kr., i første halvår mod et minus på 18 mio. dollar i samme periode et år tidligere.

Årsagen er en nedskrivning på 1476 mio. dollar på selskabets rigge som følge af ændrede markedsudsigter.

Coronakrisen og et massivt dyk i oliepriserne har i løbet af første halvår skabt hårdere vilkår i olie- og borerigsektoren, og det har også ramt Maersk Drilling, der så sig nødsaget til at nedjustere forventningerne til hele 2020 i både marts og i maj.

Kollapset i oliepriserne og en markant reduktion i de forventede investeringer hos olieselskaberne, som er borerigselskabernes kunder, har forlænget nedturen for sektoren, der ellers lige for alvor var begyndt at opleve bedre tider efter en række udfordrende år.

I starten af maj fortalte danske Maersk Drilling også, at selskabet vil trimme sin organisation på land, hvilket forventes at ramme 150-170 ansatte globalt.

Afskedigelserne til lands blev annonceret, kort tid efter at borerigkoncernen den 24. april oplyste, at 250-300 medarbejdere i Nordsøen skulle afskediges.

UÆNDREDE FORVENTNINGER

For hele 2020 fastholder Maersk Drilling forventningerne om et driftsresultat (EBITDA) før særlige poster på mellem 250 og 300 mio. dollar.

Dermed er der lagt op til et fald fra driftsoverskuddet på 415 mio. dollar sidste år.

Drilling har nedjusteret forventningerne to gange siden offentliggørelsen af årsregnskabet i februar, hvor selskabet på det tidspunkt spåede et driftsresultat på 400-450 mio. dollar i 2020.

Tabel for Maersk Drillings regnskab for andet kvartal 2020:

Mio. dollar Q2 2020 Q2 2019 H1 2020 H1 2019 FY 2019
Omsætning 305 315 584 623 1222
EBITDA før særlige poster - - 186 231 415
Resultat før skat - - -1554 -5 -84
Nettoresultat - - -1534 -18 -113
Gennemsnitlig dagsrate (USD) 234.000 185.000 204.000 196.000 194.000
Finansiel oppetid (%) 99,5 98,9 95,8 99,3 98,9
Antal kontraktdage (dage) 1303 1704 2858 3179 6310
Udnyttelsesgrad af flåden (%) 66 82 72 78 77
Omsætningsbacklog 1595 2340 1595 2340 -

Maersk Drillings forventninger til 2020:

Mio. dollar Ved Q2 2020: Ved Q1 2020: 20. marts Ved Q4
EBITDA før særlige poster 250-300 250-300 325-375 400-450

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Report❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder