Maersk Drilling indgår nyt partnerskab for at oplagre CO2 på havbunden

Udgivet den 17-06-2020  |  kl. 08:44  |  
Arkiv: Foto

Mærsk Drilling er gået ind i et nyt konsortium med henblik på at udvikle et projekt, der skal kunne fange og oplagre CO2 under havbunden.

Det skriver Mærsk Drilling onsdag i en pressemeddelelse.

Konsortiet er dannet af selskaberne Ineos Oil & Gas Denmark og Wintershall Dea med støtte fra Energistyrelsen. Som led i Drillings engagement i det nye konsortium, vil selskabet bidrage med viden og "begrænset finansiering", skriver Drilling i meddelelsen.

Helt præcist er sammenslutningens mål at opbygge infrastruktur og kapacitet til at kunne transportere CO2, der er indfanget ved onshore-faciliteter, ud på havet og injicere det 1700 meter under havbunden i allerede brugte borehuller fra gas- og olieudvinding.

- Vi er virkelig glade for at tilslutte os denne forsøg på at støtte den grønne omstilling ved at bruge faciliteter og evner fra offshore-industrien og Mærsk Drillings mere end 40 års erfaring med at bore brønde i Nordsøen, udtaler Jørn Madsen, administrerende direktør i Mærsk Drilling, i pressemeddelelsen.

- For Mærsk Drilling er projektet en del af vores innovative initiativer og en attraktiv mulighed for at opbygge yderligere kompetencer og udbrede brugen af vores boreplatforme, lyder det videre fra direktøren.

Konsortiet har sat sig som mål at udvikle kapacitet til at oplagre cirka 3,5 mio. tons CO2 i 2030. Den første brønd skal efter planen stå klar i 2025.

/ritzau/FINANS

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder