Maersk Drilling/CEO: Kunders ændrede planer giver milliardnedskrivning

Udgivet den 14-08-2020  |  kl. 09:33  |  
Arkiv: Foto

Coronakrisen og et markant dyk i oliepriserne har i løbet af årets første halvår forværret markedsudsigterne for selskaber, der udlejer borerigge og -skibe til oliebranchen.

Hos danske Maersk Drilling har det ført til en kæmpe nedskrivning på 1,48 mia. dollar, svarende til 9,3 mia. kr., i perioden, fremgår det af fredagens regnskab for første halvår.

- Hver gang vi leverer et regnskab, skal vi ifølge regnskabsloven se på udsigterne fremadrettet. Ud fra det skal vi sætte en værdi på vores aktiver, og det har vi også gjort denne her gang.

- Med de ændrede planer, som vi har set fra vores kunder på kort sigt, så har vi set os nødsaget til at lave en afskrivning, som er reflekteret i regnskabet. Det er en ren regnskabsteknisk ting, og det er jo ikke penge, vi skal af med, siger Jørn Madsen, der er administrerende direktør hos Maersk Drilling.

Coronapandemien har sænket efterspørgslen på olie i løbet af første halvår af 2020, og samtidig fik en oliepriskrig også oliepriserne til at styrtdykke særligt i løbet af foråret.

Priserne har så småt indhentet noget af det tabte, men usikkerheden har fået en lang række olieselskaber, som er Maersk Drillings kunder, til at skrue ned for deres planlagte investeringer.

Det har ført til aflyste kontrakter og udskydelser eller annulleringer af ellers planlagte projekter, hvilket i sidste ende rammer borerigsektoren.

Det er netop det faldende aktivitetsniveau og de dårligere markedsudsigter, der har ført til den markante nedskrivning, som også skæmmer bundlinjen.

Nedskrivningen betød nemlig, at Maersk Drilling kunne fremvise et samlet underskud på 1534 mio. dollar i første halvår, hvilket er et markant større minus end tabet på 18 mio. dollar i samme periode af 2019.

Det danske borerigselskab er dog ikke alene om at have foretaget store nedskrivninger i løbet af halvåret.

Derfor bør den post heller ikke komme som nogen stor overraskelse, mener børshuset Kepler Cheuvreux, der kalder resultaterne "anstændige"

- Medierne vil formentlig fokusere på nedskrivningen, men det bør ikke komme bag på markedet, da alle Maersk Drillings branchefæller har haft væsentlige nedskrivninger i første halvår, siger analytiker i Kepler Cheuvreux Magnus Olsvik til Ritzau Finans.

Aktien i Maersk Drilling, der går under navnet Drilling Company of 1972 på fondsbørsen, falder 5,7 pct. til 153,60 kr. fredag morgen. Siden årets start er aktien dykket med 65 pct.

Det er dog nogenlunde på linje med udviklingen i aktien i det norske borerigselskab Seadrill, som på børsen i Oslo ligger 4,7 pct. lavere.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder