Maersk Line skal forbedre indtjening med 10 mia

Udgivet den 09-05-2008  |  kl. 07:53  |  

Den nye topledelse i A.P. Møller - Mærsk er i færd med at tage et markant opgør med den voldsomme ekspansions-og investeringslyst, som var gældende under den tidligere ledelse med skibsreder Jess Søderberg i spidsen. Rederiet har ganske enkelt forbygget sig, skriver Berlingske Business.

Maersk Line skal med det kapitalapparat og de lån, der er skudt ind i rederiet, forbedre indtjeningen med op til 10 mia. kr. for at give et tilfredsstillende, godt afkast til sine aktionærer.

Det er uopnåeligt over de næste to-tre år. De fleste aktieanalytikere venter, at resultatforbedringerne som følge af StreamLine-projektet først for alvor begynder at vise sig i 2010.

Fragtraterne er pressede. Ikke bare den store Asien-USA rute giver problemer. Også den ellers givtige Asien-Europa-rute har tabt fart med fald i fragtraterne på syv procent de første måneder i 2008.

A.P. Møller - Mærsk kommer med kvartalsregnskab torsdag den 15. maj. Med de seneste meldinger fra formanden, Michael Pram Rasmussen, på generalforsamlingen kan en nedjustering komme på tale, såfremt de velindtjenende forretningsenheder ikke kan opveje problemerne i Maersk Line.

/csh

Udgivet af: NPinvestordk