Mandagens aktier: Bavarian i førertrøjen på dag med tiltagende humør

Udgivet den 08-03-2021  |  kl. 17:03  |  
Genmab - Lab (Udstyr)

Det gik op - så gik det ned. Og så endte eliteindekset alligevel med at stige på en mandag, hvor de udenlandske aktiemarkeder generelt havde en positiv dag.

- Det danske aktiemarked er stadig præget af, at vi har nogle dyre aktier. Og der bliver vi så ramt på den rotation, der har været mod de billigere. Men sidst på dagen steg stemning med den amerikanske åbning, og det endte med at smitte af på det danske marked også, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank.

Fra morgenen iklædte Bavarian Nordic sig den gule trøje - og føringen holdt dagen igennem, efter medicoselskabet kom med positive data om sin coronavaccine.

Mandag steg C25 med 1,1 pct. til indeks 1556,4 og brød dermed den fire dage lange stime med fald.

I bunden tog A.P. Møller-Mærsk sidstepladsen med et fald på 1,8 pct. til 13.205 kr. for B-aktien uden selskabsspecifikt nyt.

Martin Munk påpeger dog, at det kinesiske containershippingrederi Coso faldt med hele 14,5 pct. på børsen i Hongkong:

- Vi følger availability indekset inden for containerfragt, der fortæller om udbud og efterspørgsel. Og det viser, at containerne efterhånden er de steder, der er brug for dem - og at kapaciteten er stigende. Samtidig har der været lidt pres på raterne - og det rammer Mærsk, siger senioraktierådgiveren.

Billedet i det meste af Europa var også grønt, efter at den amerikanske præsident, Joe Biden, i weekenden fik Senatets opbakning til sin hjælpepakke.

Det ventes, at Biden underskriver aftalen på søndag.

DAGENS CORONANYT

Bavarian Nordic var dagens højdespringer med et plus på 9,9 pct. til 222 kr., efter at vaccineselskabet mandag morgen præsenterede positive prækliniske data med sin vaccinekandidat, ABNCoV2, mod covid-19.

Vaccinen, der er indlicenseret fra Adaptvac, ventes at indgå i det første fase 1/2-studie i mennesker inden længe.

Sydbank ser positivt på mandagens udmelding:

- Vi vurderer, at data for tolerabiliteten og sikkerheden fra fase 1/I2-studiet allerede kan komme i marts, mens data for effekten formentlig først bliver offentliggjort i 2. kvartal 2021, skriver analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen.

MEDICOAKTIER STEG

Genmab kom en smule igen efter de seneste ugers fald i aktien. Aktien steg med 2,6 pct. til 1950,50 kr.

Også Coloplast red med på den grønne bølge og steg med 2 pct. til 874,20 kr., efter at både Barclays og Carnegie løftede anbefalingen af aktien.

Barclays anbefaler nu "ligevægt" med tidligere "undervægt", mens Carnegie har løftet sin anbefaling til "hold" fra "sælg".

Der kom også analysenyt om Lundbeck, som fik sat kursmålet op til 280 kr. fra 240 kr. af Barclays, der samtidig fastholder anbefalingen "overvægt", fremgik det af data fra Bloomberg News. Aktien steg 1,9 pct. til 237,50 kr.

Også Novo Nordisk endte i positivt terræn med et plus på 2 pct. til 435,75 kr.

KONTRAKT TIL DRILLING

Maersk Drilling sikrede sig mandag en kontrakt på jack-up-riggen Maersk Resolute, som skal foretage noget boringsarbejde for Petrogas E&P Netherlands i Nordsøen.

Kontrakten, som ventes at starte i april med en estimeret løbetid på 45 dage, har en værdi på omkring 4,5 mio. dollar.

Aktien i Maersk Drilling steg fredag 8,2 pct. efter flere dage med højere oliepriser, men udviklingen blev vendt rundt middag, og aktien faldt med 0,2 pct. til 258 kr.

Blandt sidepapirerne lå Brøndby IF lunt i svinget. Fodboldaktien driblede en stigning på 6,7 pct. frem til 0,54 kr.

BIF vandt søndag på Brøndby Stadion 2-1 over FCK og har bragt sig tilbage på Superligaens førsteplads med 41 point.

TRYG SENDT NED

Startskuddet for forsikringskoncernen Trygs tegning af nye aktier til finansiering af købet af britiske RSA's aktiviteter i Sverige og Norge samt en halvpart i Codan mandag sendte aktien ned. Tegningsperioden løber frem til 19. marts.

På trods af, at Tryg-aktien fik en hævet anbefaling med sig fra finanshuset DNB Markets til "køb" fra "hold" med et kursmål på 160 kr., faldt kursen med 1,3 pct. til 134,20 kr.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder