Mandagens aktier: ISS i top i tyndt og utydeligt marked

Udgivet den 10-08-2020  |  kl. 17:08  |  
Arkiv: Foto

Uden selskabsrelaterede nyheder lukkede serviceaktien i ISS i toppen af det danske C25-indeks, der mandag var præget af tynd og afventende aktivitet frem mod de kommende dages strøm af store regnskaber.

Eliteindekset sluttede handelsdagen med et minus på 0,7 pct. til 1439,44.

- Især set med danske øjne er vi jo afventende de kommende regnskaber, hvor især USA og store dele af Europa er ved at være gennem deres regnskaber, konstaterer senioraktiehandler i Sydbank Christian Thatje.

Han påpeger derudover, at feriesæsonen først nu tager fat i det meste af Europa, og det inspirerer dels til lidt mindre risikovillighed, dels til lavere aktivitet, som også rammer det danske marked, hvor aktiviteten mandag lå 30 pct. under gennemsnittet for de seneste 30 dage.

Generelt er opmærksomheden rettet mod USA, mener Christian Thatje.

- Vi har stadig fokus rettet mod USA og hjælpepakkerne og mod, om der kommer en afklaring. Og lige nu er det håb, der præger stemningen, mener han.

- Men selskabsspecifikt er der ikke rigtigt nogen klar linje eller klar retning, konstaterer aktiehandleren.

I toppen af C25 scorede ISS et plus på 2,2 pct. til 106,75 kr., mens Simcorp faldt 3,0 pct. til 731,50 kr. i bunden af C25

NORDEA JUSTEREDE KURSMÅL OG ANBEFALINGER

Med til at sætte dagsordenen for mandagens danske aktiehandel var en længere række ændringer af kursmål og anbefalinger. Især fra Nordeas analytikere.

Banken har blandt andet nedgraderet sin anbefaling af bryggeriaktierne i Carlsberg og Royal Unibrew fra "køb" til "hold", og de to aktier faldt henholdsvis 1,1 pct. til 905,40 kr. og 2,1 pct. til 623 kr.

Nordea har yderligere løftet anbefalingen af ALK-Abelló til "køb" fra "hold". Her sættes kursmålet til 2215 kr. Aktien steg 5,0 pct. til 2032 kr.

Omvendt er kursmålet for Schouw-aktien hævet til 605 kr. fra 570 kr. Mandag steg aktien 2,1 pct. til 548 kr. Det var sjette handelsdag i træk, at aktien steg.

ENDNU FLERE JUSTERINGER

Men ikke kun Nordea var på spil.

Mens de store kolleger Danske Bank og Jyske Bank kom fint gennem dagen med plusser på 1,1-1,3 pct., fik Sydbank ikke del i fremgangen for europæiske finansaktier, men faldt 1,8 pct. til 118,50 kr. Carnegie hævede sit kursmål for aktien til 105 kr. fra 100 kr., men samtidigt nedgraderedes anbefalingen til "sælg" fra "hold".

ABG Sundal Collier løftede sit kursmål for GN-aktien med 59 kr. til 443 kr. Aktien faldt alligevel 1,9 pct. til 396,10 kr.

Chr. Hansens kursmål blev sent fredag hævet med knap 25 kr. til 620 kr. af Credit Suisse. Det tidligere kursmål var 500 kr. Mandag steg aktien 1,2 pct. til 719,40 kr.

G4S, der steg 3,9 pct. til 12,26 kr., fik løftet kursmålet af Jefferies til 15,27 kr. fra 11,43 kr.

Solar-aktien steg 3,1 pct. til 279 kr. - Danske Bank løftede kursmålet til 310 kr. fra 285 kr. Både Solar og G4S afleverer regnskab for første halvår onsdag.

Spar Nord har i øvrigt fået sænket sin anbefaling hos ABG Sundal Collier til "sælg" fra "hold". Men bankaktien steg 0,2 pct. til 52,80 kr.

JUSTERINGER FRA SIDESELSKABERNE

Investeringsselskabet Luxor opjusterede forventningerne til basisindtjeningen for det forskudte helår til niveauet 38 mio. kr. fra tidligere 33 mio. kr., men aktien tabte 1,4 pct. til 418 kr.

Tekstilselskabet Gabriel Holding opjusterede til trods for en begrænset sigtbarhed forventningerne efter et bedre end ventet forskudt tredje kvartal og juli, og aktien steg 2,9 pct. til 715 kr.

Salgsprognosen for helåret er nu 715-725 mio. kr. fra tidligere ventet 680-700 mio. kr., og prognosen for indtjeningen før skat er opjusteret til 28-33 mio. kr. fra 22-27 mio. kr.

Parken Sport & Entertainment, der står bag fodboldklubben F.C.København og feriecenteret Lalandia, præsenterede fredag aften igen forventninger til 2020, efter at selskabet suspenderede sin prognose i marts som følge af udbruddet af coronavirus.

Selskabet venter nu en omsætning i niveauet 550 til 650 mio. kr. og et resultat før skat på minus 200 til minus 150 mio. kr.

Før suspenderingen ventede sports- og underholdningskoncernen en omsætning på 900 til 950 mio. kr. og et resultat før skat på 0 til 20 mio. kr.

De økonomiske forventninger er baseret på F.C. Københavns deltagelse i UEFA Europa League gruppespil i efteråret 2020 med et ventet resultat før skat herfor i niveauet 50 mio. kr.

Parkens aktie faldt 1,2 til 79,60 kr.

Softwareselskabet Cbrain har indgået en aftale om at levere F2-systemet til den nyligt oprettede Hjemrejsestyrelse. Aktien steg 2,9 pct. til 102,40 kr.

/ritzau/FINANS

Henning Lars Nielsen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder