Mandagens aktier: Jyske, Novo og Genmab i rekord på lysegrøn dag

Udgivet den 05-12-2022  |  kl. 17:10  |  
Arkiv: Foto

Endnu en bankopjustering lunede hos bankerne mandag i et svagt grønt marked. Denne gang var det Ringkjøbing Landbobank, der trak optimismen.

Der var også fokus på bankerne i forbindelse med sektorens årsmøde i Finans Danmark, hvor blandt andet formanden, Danske Banks topchef, Carsten Egeriis, og nationalbankdirektør Lars Rohde talte.

Mens Egeriis bad den nye regeringen mindske nye regulativer, så var Rohde lidt mere kontant i sin tale, hvor han bad bankerne holde igen, da udsigten peger på højere tab på udlån.

- Der er derfor brug for forsigtighed i jeres kapitalplanlægning. Det gælder for eksempel ved beslutninger om udbyttebetalinger og aktietilbagekøb, sagde nationalbankdirektøren ved årsmødet.

Formaninger eller ej - samlet endte det danske eliteindeks, C25, mandag med et plus på 0,1 pct. i indeks 1718,97. Aktierne faldt tilbage efter bedre end ventede amerikanske nøgletal mandag eftermiddag, hvilket pustede til frygten om en høgeagtig amerikansk centralbank.

Der var også fremgang til Mærsk - og Jyske Bank og Novo Nordisk endte begge i rekord.

BANKERNE I DEN HØJE ENDE

Med i toppen af eliteindekset var Jyske Bank - og også Danske Bank og Nordea sluttede dagen af med kursstigninger.

- Man kan se, at Ringkjøbing Landbobanks opjustering har positiv indvirkning på de andre banker mandag, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank.

Opjusteringen fra den jyske bank kom efter et godt aktivitetsniveau og højere renter. Basisresultatet forventes nu i intervallet 1850-2000 mio. kr. fra før 1600-1850 mio. kr. Samtidig ventes et resultat før skat på 1700-1950 mio. kr. fra tidligere 1550-1800 mio. kr.

Der var også analysenyt til Danske Bank fra norske ABG Sundal Collier, som har løftede kursmålet til 146 kr. fra 130 kr. og gentog købsanbefalingen.

Ringkjøbing Landbobank steg 1,7 pct. til 918 kr., og i C25 gik Jyske Bank frem med 2,7 pct. til 443,70 kr. Dermed blev kursrekorden på 442,82 kr. fra den 9. februar 2007 nået og slået.

Danske Bank endte 0,5 pct. højere i 128,85 kr., og Nordea kunne lægge 0,2 pct. til slutkursen på 74,96 kr.

MÆRSK FREM PÅ KINA-NYT

Med til at drive C25 frem var blandt andet Mærsk:

- Selv om raterne peger den anden vej, så steg Mærsk i dag på opløftende nyt om lempede coronarestriktioner i Kina. Men lige nu er det dog mest raterne, der er i fokus. Og om containerrederierne kan holde prisdisciplinen, siger Martin Munk.

Sydbank skrev i en analyse, at der på kort sigt er sorte skyer forude på grund af den faldende økonomiske aktivitet, men at Mærsk står stærkt rustet til fremtiden, da der er en høj andel af volumen på kontrakt, hvilket fjerner en del af usikkerheden.

Mærsks B-aktie steg 0,9 pct. til 15.155 kr.

ANALYTIKERNYT TIL GENMAB

Den amerikanske storbank Bank of America løftede kursmålet for aktien i den danske biotekvirksomhed Genmab med gentaget anbefaling "køb".

Kursmålet er løftet til 3565 kr. fra tidligere 2854 kr., fremgår det af Reuters.

Genmab lå det meste af dagen i rekord - men slutfacit blev et fald på 0,3 pct. til 3266 kr.

Novo Nordisk satte rekord med et plus på 0,4 pct. til 900,60 kr.

Og så var der fremgang til de grønne aktier, hvor Vestas steg 1,9 pct. til 189 kr. og Ørsted med 1,5 pct. til 657,90 kr.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯