Mandagens aktier: Mærsk sprang til tops i eliteindeks på opjustering

Udgivet den 21-10-2019  |  kl. 17:04  |  
Arkiv: Foto

En opjustering fra A.P. Møller-Mærsk kort før lukketid på børsen mandag fik aktien helt op at ringe. A-aktien i selskabet endte helt til tops i eliteindekset med et plus på 8,2 pct. til 8060 kr., mens B-aktien steg 7,8 pct. til 8590 kr.

Det fik samlet C25 til at stige med 1,1 pct. til indeks 1133,3 - og det var nok til at toppe de stigninger, der ellers var på de store europæiske børser, der steg med op til 1 pct. ved dansk lukketid.

Mærsk oplyste, at selskabet nu venter et driftsresultat (EBITDA) i år i intervallet 5,4-5,8 mia. dollar. Tidligere var forventningen et driftsresultat på omkring 5 mia. dollar.

- At der kommer en opjustering er i sig selv ikke overraskende, for det rammer godt indenfor konsensus i markedet på 5,5 mia. dollar. Det overraskende er, at den kommer så tæt på regnskabet, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank.

- Stigningen i aktiekursen er på sin plads, for markedet har været nervøs for meldinger om blandt andet handelskrigen mellem USA og Kina, påpeger han.

Mærsk kommer med regnskab den 15. november.

Også Pandora havde en god mandag, hvor smykkeaktien steg med 3,6 pct. til 288,40 kr. uden selskabsspecifikt nyt eller konkurrentnyheder.

- Vi nærmer os et regnskab for tredje kvartal, og det kan være store investorer, der benytter lejligheden til at positionere sig forud for det, Aktien er relativ billig i forhold til de mest åbenlys konkurrenter, siger Per Fogh, der er aktieanalytiker i Sydbank, til Ritzau Finans.

Pandora kommer med regnskab for juli, august og september den 5. november.

Den generelle optimisme i markedet mandag skyldtes, at investorer ser et lys for enden af brexit-tunnelen, der tyder på, at der kommer en løsning mellem Storbritannien og EU, og at det ikke ender med et hårdt brexit.

BAVARIAN FALDT EFTER OPKØB

Aktien i Bavarian Nordic faldt mandag med 9,2 pct. til 158,50 kr., efter nyheden fra morgenstunden om at selskabet har indgået aftale med britiske Glaxosmithkline om køb af globale rettigheder til to vacciner med en samlet omsætning på cirka 175 mio. euro.

Bavarian betaler 301 mio. euro ved transaktionens ventede indgåelse den 31. december. Der er desuden aftalt betingede milepæle på op til 495 mio. euro, som ventes at falde i 2020-2025.

Men at aktionærerne vil blive bedt om at købe nye aktier for 350 mio. euro i forbindelse med en fortegningsemission, som ventes gennemført i første halvdel af 2020, falder umiddelbart ikke i god jord.

Tilbage i C25-indekset fik Vestas en ordre på på 61 megawatt (MW) fordelt på to vindprojekter i Taiwan. Ordren inkluderede også en servicekontrakt på 15 år i klassen AOM 4000, og driften af de to projekter - Chuangwei og Leadway - ventes påbegyndt i fjerde kvartal af 2020. Vestas-aktien steg med 2,3 pct. til 539 kr.

Og så fik Chr. Hansen sænket sit kursmål til 500 kr. fra 575 kr. af tyske Berenberg. Ifølge de seneste data fra Bloomberg News er bankens anbefaling "sælg". Chr. Hansen-aktien faldt 1,3 pct. til 519,80 kr.

FLERE OPJUSTERINGER

Blandt sidepapirerne var også Firstfarms i fokus på ugens første handelsdag. Også her var det en opjustering, der løftede aktien med 6,8 pct. til 71 kr.

Firstfarms venter nu et driftsresultatet (EBIT) i 2019 på 43-48 mio. kr. mod tidligere forudset 33-38 mio. kr.

Også forventningen til driftsresultatet før af- og nedskrivninger (EBITDA) blev løftet med 10 mio. kr. til 90-95 mio. kr. fra tidligere 80-85 mio. kr.

De bedre end ventede resultater skyldes højere svinepriser, en tilfredsstillende produktivitet i svinebesætningerne samt en afgrødeproduktion med et resultat som forventet for høsten 2019, oplyste selskabet.

Også Chemometec var mandag at finde på listen over selskaber, der nu ser et bedre årsresultat end tidligere. Selskabet forventer nu en omsætning på 200-209 mio. kr. og et driftsresultat (EBITDA) i niveauet 67-73 mio. kr. i 2019/20, fremgik det mandag af en meddelelse.

Tidligere var forventningen, at toplinjen ville ende i intervallet 193-202 mio. kr., hvilket ville resultere i et driftsresultat på 60-66 mio. kr.

Aktien steg med 12,6 pct. til 171,80 kr.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder