Mandagens aviser med Mærsk, Spar Nord og Lundbeck

Udgivet den 06-01-2020  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

BANKDIREKTØRER: DER ER UNDER 50 BANKER I 2025

Landets bankdirektører regner med færre banker. I en undersøgelse, Børsen har foretaget, forventer bankdirektørerne under 50 i 2025. I dag er der 64. (Forside, side 6-7)

SPAR NORD SKIFTER FORSIKRINGSPARTNER

Det Codan-ejede Privatsikring skal sælge flere forsikringer hos Spar Nord, der er på jagt efter nye indtægter efter et 2019, som var præget af engangsgevinster. (Side 8)

DOM GIVER USIKKERHED OM KÆMPELÅN

Højesteret har ifølge eksperter skabt usikkerhed om syndikerede lån, erhvervslivets allerstørste lån, der gives af banker i fællesskab. (Side 10)

REPARATØR AF SMARTPHONES OG COMPUTERE BULDRER AFSTED

Mentech er på to år gået fra 18 til 70 medarbejdere og har åbnet i alt seks butikker i Danmark. Nu er virksomheden på vej mod Norge. (Side 12)

BERLINGSKE BUSINESS

EKSPERTER OPFORDRER MINISTER TIL AT SLØJFE SKATTEGÆLD FOR MILLIARDER

Skatteministeren bør eftergive en stor del af danskernes enorme gæld til det offentlige, mener tre eksperter. De mener, gælden er ødelæggende for tilliden til Skat og giver et falsk billede af det offentliges økonomi. Skatteminister Morten Bødskov (S) afviser kategorisk. (Forside, side 4-5)

JOBPORTAL VIL UNDGÅ FREELANCE BLIVER DET VILDE VESTEN

Portalen Worksome forbinder udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet. Direktør og stifter Morten Petersen oplever, at freelancesamfundet på nogle punkter ser ud til at manifestere sig - og at det er drevet af arbejdstagernes ønsker. (Side 8-9)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

BIOGASINDUSTRIEN I FRIT FALD

Fra årsskiftet var det slut med statsstøtte til nye biogasanlæg. Det kan få store konsekvenser for udbygningen af dansk biogas, for eksportdrømmene og for den spirende underskov af leverandører til industrien, lyder kritikken. (Forside, side 4-5)

BILLUND VANDT DE JYSKE REJSENDE

Der har været en massiv vækst i trafikken i Billund Lufthavn. Modsat taber lufthavnene i Aalborg og Aarhus passagerer. (Side 2)

LUNDBECKS MILLIARDOPKØB PRÆGET AF HEMMELIGE MØDER OG SKJULT AGENDA

Det tog omkring ni måneder at komme i mål med danmarkshistoriens største opkøb i medicinalindustrien. Opkøbet, der kommer til at få afgørende betydning for Lundbecks fremtid, var præget af hemmelige møder, en skjult agenda og en ledelse, der skulle grilles offentligt. (Side 6-8)

MÆRSK STÅR STÆRKT OVER FOR ANGREB FRA EN NY TYPE RIVALER

Selv hvis en gigant som Amazon skulle vælge at udfordre A.P. MøllerMærsk på logistiksiden, vil Mærsk være godt rustet, vurderer en ekspert. (Side 12-13)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer