Mandagens aviser med Novo Nordisk, Alk-Abelló og NNIT

Udgivet den 17-07-2017  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

STATENS KAPITALFONDE TABER FOR MANGE PENGE

Nye tal viser, at staten kun får 29 øre igen for hver krone, den skyder i tidlige iværksættere. Man kunne næsten lige så godt investere i blinde, lyder det fra Venstres uddannelses- og forskningsordfører, Jakob Engel-Schmidt. Professor på SDU kalder det "et trist resultat". (Forside, side 12-13)

SPILUDVIKLERE STÅR FORAN GLOBALT GENNEMBRUD

Pointvoucher skal med et mobilspil markedsføre London for turister i hele verden. Ordren skal åbne døre globalt og få omsætningen til at eksplodere. (Side 6-7)

BLACK SWAN FÅR KRITIK AF STORINVESTOR SOM SÅ FORTRYDER

Investeringsselskabet Black Swan Investments, der er stiftet af den mangeårige formueforvalter Christian Lindekilde, får kritik af en af selskabets storinvestorer, der efterfølgende trækker i land. Det sker, efter Black Swans første årsregnskab viser, at der er rod i papirerne. (Side 8)

BIOTEKCHEF MENER DET ER FLOVT AT TJENE PENGE PÅ CANCER

Efter knap 20 år i biotekbranchen står Peter Buhl Jensen med, hvad han vurderer kan blive et milliardselskab. Han erkender, at det kræver investorer at skabe et biotekselskab, og at investorer vil have afkast for pengene. (Side 9)

FYREDE VESTAS-CHEFER RENSET FOR ANKLAGER OM MILLIONFUSK

Politiet dropper sag mod flere tidligere Vestas-chefer i Tyskland, der var mistænkt i sag om kommissionsbetalinger på trecifret millionbeløb. (Side 10)

BERLINGSKE BUSINESS

NOVO SÆTTER FART PÅ MEDICINSALG MED RACERKØRER

I USA giver globale medicinalselskaber ofte deres midler et ekstra salgstryk ved at betale filmstjerner og sportsfolk for at tale et bestemt produkt op. Novo Nordisk deltager også i den disciplin med en satsning på, at en amerikansk motorsportsstjerne kan sætte fart under selskabets insulinsalg. (Forside, side 6-7)

NORDISKE TOPCHEFER KLAR TIL AT GRIBE IT-POTENTIALE

Den digitale revolution har allerede skabt store forandringer og kostet en stribe ofre i erhvervslivet. Ifølge en ny KPMG-analyse er de nordiske erhvervsledere mere bevidste om de voldsomme it-forandringer sammenlignet med topchefer på globalt plan. Dermed har de fokus på at være innovative og udnytte nye muligheder. (Forside, side 4-5)

ALK GØR KLAR TIL STOR EKSPANSION

Ny tablet mod husstøvmideallergi bliver afgørende for den danske medicinalvirksomhed ALK, og en plan skal udarbejdes for det amerikanske marked. Aktien rummer et stort potentiale. (Side 12-13)

NORDEA OG DANSKE BANK KÆMPER OM TOPPLACERING

Storbankerne Danske Bank og Nordea lægger torsdag deres halvårstal frem. På det tidspunkt har de nordiske kolleger i Den Norske Bank (DNB), SEB, Handelsbanken og Swedbank alle vist deres halvårstal, og skal man tro frontløberne DNB og SEB, fortsætter indtjenings- og udbyttefesten i de nordiske storbanker. (Side 16)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

LUFTFARTSGIGANT UDVIDER KRAFTIGT PÅ SAS' HJEMMEBANE

Air France-KLM udvider kapaciteten kraftigt i Norden. Den fransk-hollandske luftfartsgigant øger med flere afgange og større fly både fra Danmark, Norge og Sverige, som er hjemmebane for SAS. I lufthavnene Aalborg og Billund bliver der flere afgange til knudepunktet Amsterdam. (Side 3)

FINANSTILSYNET KRITISERER PENSIONSSELSKABERS DIGITALE RÅDGIVNING

Pensionsselskabernes mangel på rådgivning, når kunderne selv skifter risikoprofil, bevæger sig på kanten af reglerne om god rådgivning. Den digitale rådgivning af kunderne i markedsrente mere end halter i en række selskaber. (Side 8-9)

REGNSKABER FRA DANSKE BANK OG NORDEA

To store skandinaviske bankregnskaber kommer til at præge den danske nyhedsscene denne uge, men det giver kun en lille bi-tone. Den amerikanske regnskabssæson dominerer. (Side 10)

MULIGHEDERNE ER STORE FOR NNIT

NNIT er samlet set en ganske robust forretning. De seneste katastrofale it-projekter i blandt andet Skat og hackerangrebene hos A.P. Møller-Mærsk illustrerer, at it-udvikling, -drift og -sikkerhed er forretningskritisk for enhver virksomhed. Der er strukturelt et potentiale, som kan skabe stor værdi for aktionærerne. (Side 11)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  newspaper❯