Mandagens aviser med Vestas, Carlsberg og SAS

Udgivet den 16-12-2019  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

SKATTEMINISTER KLAR TIL OPGØR MED SPILINDUSTRIEN

Skatteminister Morten Bødskov (S) samler mandag spilindustrien for at fortælle, at regeringen vil regulere spilmarkedet. Skadevirkningerne for samfundet er for store. Han ønsker blandt andet et opgør med branchens bombardement af spilreklamer med 1200 tv- og radioreklamer om dagen. (Forside, side 6-7)

KONKURRENCERÅD ØNSKER MÆGLERES GULDÆG I UDBUD

Konkurrencerådet vil have indført et forbud mod krav om løbende mæglerbetjening af firmapensioner, der sendes i udbud. (Side 8)

FALCK FÅR BØDE PÅ 30 MIO. KR. I BIOS-SAG

Falck skal betale 30 mio. kr. i bøde efter afgørelse i Københavns Byret. Indtil videre den største bøde udstedt i Danmark for brud på konkurrencelove. (Side 9)

NORDEA PRØVER MED CHEF MED STØRRE OVERBLIK

Nordens største bank har fået ny branch manager, der skal holde styr på alt, hvad banken foretager sig, inklusiv det der ikke er forretning. (Side 10)

DANSKE BANK INDE I VARMEN HOS SVENSKE INVESTORER

Danske Banks analytikere er de næstbedste på svenske aktier. Det mener professionelle investorer ifølge den anerkendte årlige Prospera-undersøgelse. (Side 14)

VESTAS-AKTIEN STYRER MOD KURS 700 OG SLÅR 11 ÅR GAMMEL BØRSREKORD

Med et massivt kursridt gennem 2019 slår Vestas-aktien nu 11 år gammel kursrekord. Investor og analytikere tror, at der er mere i vente. (Side 20)

BERLINGSKE BUSINESS

SPAR NORD MENER FLODBØLGE AF REGLER GØR DET DYRERE AT VÆRE BANKKUNDE

Landets banker er blevet mødt af en masse regulering i kølvandet på finansskandaler. Nu kritiserer bankdirektør Lasse Nyby fra Spar Nord politikerne for at gå over gevind og overregulere branchen. Det gør det dyrere at være kunde. (Forside, side 4-5)

RIGE FONDE TAGER SAMFUNDSANSVAR PÅ SIG

Novo Nordisk Fonden bryder grænser med markant støtte til flygtningelejre. Det pynter på fondenes renommé, at de tør tage ansvar, også på politisk besværlige områder. Lars Rebien har den personlige pondus til at give stilskiftet i fondene troværdighed. (Side 7)

DANSKE TOPCHEFER SER MERE OPTIMISTISK PÅ FREMTIDEN - MEN AFBLÆSER JOBFEST

Ved indgangen til 2020 er der på de danske direktionsgange stor tilbageholdenhed over for nyansættelser. Toplederpanel varsler den laveste jobvækst i flere år. (Side 8-9)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

SAS ER I EN BØLGEDAL - MEN DER ER HÅB

Høj trafikvækst i september og oktober viste sig at have midlertidig karakter. SAS er stadig plaget af sure konjunkturer. En større udskiftning af flåden med topmoderne Airbus-fly vil også trække tænder ud. Men hvis den bliver gennemført med succes, vil selskabet være styrket væsentligt. (Forside, side 10-11)

CARLSBERG HAR ÅBNET ET STØRRE SPECIALBRYGGERI I KINA

Carlsberg har sat produktionen i gang på sit helt nye specialbryggeri i Tianchang i Anhui-provinsen i Kina. Det nye bryggeri for "craft & specialty"-øl skal levere de øl, som Carlsberg håber kan give en endnu større udbredelse af de mere specielle øltyper i Kina og resten af regionen. (Side 2)

PRIVATE INVESTORER FÅR ET VÆLD AF NYE LAVPRISFONDE

Danske investorer får fra årsskiftet en langt bredere palet at investere ud fra, når op imod 200 nye aktiebaserede investeringsfonde som følge af en mildere beskatning for alvor kan melde sig ind i kampen om de private investorers penge. Side 8-9)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer