Mandagens obligationer: Lille løft efter rentefald fredag

Udgivet den 29-11-2021  |  kl. 17:05  |  

Den danske rente tog et lille hop mandag på en dag med europæiske tillidstal og tyske forbrugerpriser til at påvirke.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation steg 2 basispoint til minus 0,05 pct.

Det sker efter fredagens fald på 9 basispoint, der skubbede renten i minus som følge af bekymring skabt af den nye variant af covid-19 Omikron.

Tyskland kom i eftermiddag med foreløbige tal for inflationen i november. Her var der tale om en stigning på 5,2 pct. sammenlignet med samme måned året forinden, mens der på månedsbasis var tale om et fald på 0,2 pct.

Til sammenligning var der ventet en stigning på 5,0 pct. og et fald på 0,4 pct.

- Stiger inflationen mere end ventet, kan det presse renterne op, skrev makroanalytiker i Sydbank, Mathias Dollerup Sproegel, i sin morgenkommentar.

Ugens helt store begivenhed gemmes til sidst på ugen, hvor den amerikanske arbejdsmarkedsrapport for november offentliggøres.

Her ventes ifølge Sydbank en solid jobvækst og yderligere fremgang i de gennemsnitlige timelønninger, skriver Mathias Dollerup Sproegel.

Mandag formiddag offentliggjorde eurozonen samtlige tillidstal for november, der overordnet set landede en anelse bedre end ventet.

Forbrugertilliden var uændret minus 6,8 fra den foreløbige opgørelse, mens den økonomiske industri helt som ventet endte på 117,5. Industri- og servicetilliden steg til henholdsvis 14,1 og 18,4 mod ventet 14,0 og 17,0.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯ 

Relaterede nyheder