Mandagens obligationer: Renterne steg en spids efter stærke nøgletal

Udgivet den 03-08-2020  |  kl. 17:00  |  

Flotte nøgletal og et klart positivt aktiemarked var mandag med til at dæmpe interessen for statsobligationer, hvilket medførte faldende kurser og let stigende renter.

For den toneangivende tiårige danske statsobligation steg renten med 1 basispoint til minus 0,38 pct.

Udslagsgivende fra PMI-data fra Kina, der allerede fra morgenstunden viste sig noget stærkere end ventet i markedet.

PMI for fremstillingssektoren i Kina steg i juli til 52,8 fra 51,2 i juni. Økonomerne havde ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News ventet et marginalt fald til 51,1.

Og ud på eftermiddagen blev der fulgt trop fra USA, hvor ISM for fremstillingssektoren ligeledes viste sig noget bedre end ventet i statistikken for juli.

Her steg indekset nemlig til 54,2 fra 52,6 i måneden før, viste tallene fra Institute of Supply Management.

Ifølge Bloomberg News var konsensus blandt økonomerne et indeks på 53,6.

Dermed fortsatte den let stigende tendens for statsrenterne, efter at ny usikkerhed ellers prægede markedet i store dele af sidste uge grundet et fortsat stigende antal smittede med coronavirus.

Samtidig er der stadig politisk dødvande i USA, hvor der endnu ikke er enighed om en ny finanspolitisk hjælpepakke til at modvirke effekterne af coronakrisen.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯ 

Relaterede nyheder