Mange penge at spare ved at bruge Internet-software til styring af virksomhedens indkøb

Udgivet den 10-05-2000  |  kl. 13:34  |  

København--10. maj--NetPosten--Converto Buy er den første dansk-udviklede standardsoftware til e-procurement (e-indkøb). Programmet, der passer til alle organisationer, arbejder sammen med alle populære økonomi- og ERP-systemer

Det er en kendt sag, at salgsafdelingen skaber omsætningen, mens indkøbsafdelingen tjener pengene. Det er kort sagt baggrunden for det første danske standardsystem til e-procurement (e-indkøb), som det unge softwarehus Converto har skabt. Converto Buy styrer virksomhedens indirekte indkøb. Det vil sige varer og services, som sikrer den daglige drift - altså lige fra kuglepenne og IT-udstyr, over rengøring og kantinedrift til rejser og vikarassistance.

Besparelserne for en virksomhed ligger typisk på mellem 10 og 20 pct. ved at benytte Converto Buy. Virksomheden får samtidig en bedre oversigt over medarbejderes og afdelingers forbrug, så den f.eks. nøjagtigt kan bestemme, hvor meget en ny arbejdsplads med kontorudstyr koster. Desuden giver Converto Buy adgang til løbende at tjekke leverandørers kvalitet, priser osv.

- Enkelte store danske virksomheder har fået udviklet egne specialsystemer til e-procurement. Converto Buy er imidlertid det første danskudviklede standardsoftware, som kan tilpasses alle virksomheder og organisationer, siger Morten Stage, der er en af de tre stiftere af Converto.

Converto benytter almindelig Internet-teknologi og browsere til betjening af e-indkøbssystemet. Det betyder, at systemet er let at lære og nemt kan integreres med virksomhedens eksisterende økonomisystemer og eventuelle Intranet. I de fleste tilfælde vil det være billigere at købe Converto Buy frem for at udvide sit nuværende ERP-system med samme funktionalitet.

Udgivet af: NPinvestordk