Medie: Tysk statshjælp kan koste Lufthansa vigtige slots

Udgivet den 26-05-2020  |  kl. 08:06  |  

Det kan vise sig at have en pris for Lufthansa, at flyselskabet mandag blev enig med den tyske regering om en milliardstor redningspakke.

Anonyme kilder siger til Bloomberg News, at EU-Kommissionen vil have selskabet til at opgive vigtige slots - tid for afgang og landing - i Frankfurt og München.

Det skyldes bekymring for, at den statslige hjælp vil give unfair konkurrencefordele og kan medføre søgsmål fra konkurrenter som Ryanair.

Kilderne fortæller, at det tyske statsoverhoved, Angela Merkel, har fortalt en gruppe politikere, at regeringen vil kæmpe for, at Lufthansa bevarer de vigtige slots.

Den tyske regering og Lufthansa blev mandag efter flere ugers forhandlinger enig om en redningspakke på 9 mia. euro - svarende til 67 mia. kr.

Pakken skal være med til at sikre, at Lufthansa kommer igennem coronakrisen, som har medført store tab for den globale luftfartsindustri.

Hjælpepakken er en kombination af statslån og køb af aktier, og flyselskabet vil derfor delvist blive nationaliseret.

Den tyske stat kommer til at eje 20 pct. af Lufthansa. Det er dog planen, at staten vil sælge sine aktier i flyselskabet igen og senest i 2023.

Hjælpepakken skal godkendes af aktionærer og konkurrencemyndighederne, før den kan træde i kraft.

EU-Kommissionens presseafdeling ønsker over for Bloomberg News ikke at kommentere historien.

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder