Memory Card Technology køber australsk virksomhed - Omsætning 135 mio. kr.

Udgivet den 06-08-1999  |  kl. 12:59  |  

København--6. august--NetPosten--Den danske producent af hukommelsesmoduler Memory Card Technology (MCT) har fredag indgået en hensigtserklæring om at overtage den australske koncern Hypertec, Pty. Limited for ca. 55 mio. kr. Hypertec er den dominerende 3. parts producent og leverandør af hukommelsesmoduler i Australien og New Zealand. Det meddelte MCT fredag.

Overtagelsen betyder, at MCT vil få produktion på alle verdens tre hovedmarkeder for memory produkter. Det drejer sig om Europa, USA og nu Sydøstasien. MCT forventer, at Hypertecs salgsselskaber og eksport i Asien vil forøge MCTs forretningsgrundlag i hele Asien væsentligt.

Hypertec udvikler, producerer og sælger et bredt sortiment af memory produkter. Selskabet har hovedkontor i Sydney og salgsselskaber i Australien, New Zealand, Hong Kong, Thailand, Malaysia, Singapore og Indien. Hypertec omsatte sidste år for 135 mio. kr. og fik et resultat før renter og skat på 5,7 mio. kr. Af overtagelsessummen på ca. 55 mio. kr. dækker de ca. 23 mio. kr. alene produktionsapparatet. Virksomheden er gældfri. Overtagelsen er betinget af tilfredsstillende due dilligence og indgåelse af en endelig købsaftale. Betingelserne ventes afklaret i løbet af de kommende uger.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder