Merck opkøber amerikansk farmaselskab i milliardhandel

Udgivet den 23-11-2020  |  kl. 14:02  |  

Den amerikanske medicinalkæmpe Merck & Co. har indgået en aftale om opkøb af det private farmaselskab Oncoimmune for 425 mio. dollar svarende til omkring 2,7 mia. kr.

Det skriver Bloomberg News.

Oncoimmune er i gang med at udvikle et middel til behandling af alvorlige tilfælde med covid-19, som foreløbigt har vist positive resultater.

Forsøg med Oncoimmunes coronamiddel blandt 203 forsøgspersoner indikerer, at de patienter, som modtog behandling med midlet, havde 60 pct. bedre chance for bedring end dem, som modtog placebo.

Dertil reducerede midlet dødeligheden og risikoen for åndedrætssvigt med mere end 50 pct. blandt patienterne, skriver Oncoimmune på sin hjemmeside om midlet ved navn "CD24Fc".

Opkøbet ventes at være afsluttet sidst i 2020.

Merck-aktien stiger med 1,9 pct. på formarkedet i USA.

/ritzau/FINANS

Frederik Kjærgaard Bonde

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder