Microsoft: Nedjusterer prognose for division med PC-salget

Udgivet den 27-02-2020  |  kl. 06:34  |  

Verdens største softwarekoncern, Microsoft, nedjusterede onsdag aften sine forventninger til det igangværende tredje kvartal. Nedjusteringen var dog forbeholdt et enkelt forretningsområde, som er ramt af virusudbruddet i Kina.

Aktien faldt med 2,1 pct. i onsdagens eftermarked - i kølvandet af et plus på 1,3 pct. i den ordinære handel

- Som et resultat forventer vi ikke at kunne nå guidance for segmentet More Personal Computing i tredje kvartal af finansåret 2021, da Windows OEM og Surface er mere negativt påvirket end antaget, skriver Microsoft i en meddelelse.

- Alle andre komponenter af vores Q3-prognose er uforandrede.

I slutningen af januar, i forbindelse med telekonferencen efter regnskabet for andet kvartal, spåede Microsoft en omsætning i forretningsområdet i intervallet 10,75 til 11,15 mia. dollar.

"More Personal Computing" omfatter salg af styresystemet Windows, søgeindtægter fra Bing, salget af Xbox, salget af laptop-computere, herunder topmodellen "Surface", og salget af PC-tilbehør.

Microsoft forklarer desuden, at den hidtidige prognose havde et relativt stort interval, hvilket afspejlede den usikkerhed, som allerede var omkring coronavirus.

- Selv om vi ser stærk efterspørgsel på Windows, vender forsyningskæden langsommere tilbage til normal drift end forventet på tidspunktet for vores telekonference for andet kvartal.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder