midtb øk

Udgivet den 07-08-1996  |  kl. 13:36  |  

København--21. november--NetPosten--
Den positive udvikling på den danske handels- og betalingsbalance fortsætter, selvom august måned viste et lavere overskud end forventet. Handelsbalanceoverskuddet udgør år til dato 25 mia. kr., og eksporten er i år steget med 10%, mens importen er steget med 10,6%. Eksport og import af energi ikke indeholdt i disse stigninger, som derved er uafhængige af det sidste års markante olieprisstigninger. Danmarks høje eksport af olie betyder, at energiens samlede påvirkning af handelsbalancen vil være positiv.
Overskuddet på betalingsbalancen udgør i årets første otte måneder 15,3 mia. kr., hvilket er et fald i forhold til samme periode sidste år. Overskuddet for de sidste 12 måneder udgør imidlertid 25 mia. kr., og tallet afspejler primært den positive udvikling på handelsbalancen. Udviklingen på de to balanceposter er god, men omvendt havde en anden udvikling været uacceptabel ved den nuværende konjunktur, hvor Danmarks aftagerlande er i vækst.
Der er sket et markant fald i bilimporten, og vi venter i den kommende tid, at vi kun vil se et svagt stigende privatforbrug. Samtidig har vi forventning om en fortsat høj eksport, hvorfor der er god mulighed for at fastholde betalingsbalanceoverskuddet. Økonomiministeriet har hidtil kalkuleret med et betalingsbalanceoverskud på 17 mia. kr. i 2000, men ministeriet arbejder i øjeblikket på en ny prognose, som ventes at indeholde en oprevidering. En fortsat stærk betalingsbalance vil styrke udlandets tillid til den danske krone og dermed til danske værdipapirer.

Udgivet af: NPinvestordk