Mols-Linien og Scandlines fusionerer færgeaktiviteter på Kattegat - Mols-Linien fortsættende selskab

Udgivet den 11-12-1998  |  kl. 10:15  |  

København--11. december--NetPosten--Bestyrelserne i rederierne Mols-Linien A/S og Scandlines Danmark A/S har vedtaget at sammenlægge de to rederiers færgeaktiviteter på Kattegat med virkning fra 1. januar 1999, fremgår det af en meddelelse fra Mols-Linien.

Sammenlægningen sker ved at samle aktiviteterne i Mols-Linien A/S, hvor Scandlines Danmark A/S indtræder som ny aktionær med en ejerandel på 40 pct. gennem en rettet emmission.

Hovedpunkterne i aftalen er følgende:

- Mols-Liniens hurtigfærger mellem Odden og Ebeltoft fortsætter uændret.

- Mols-Liniens fragtfærger mellem Odden og Ebeltoft fortsætter denne sejlads, idet sejlads Odden-Århus-Ebeltoft-Odden indgår i overvejelserne.

- Cat-Links rute omlægges til Århus-Odden og besejles med de to nuværende færger Cat-Link IV og Cat-Link V.

- Sejladsen på godsruten Århus-Kalundborg med færgerne Ask og Urd ophører pr. 1. januar 1999.


Færgefarten ud af Sjælland koncentreres i Odden Færgehavn med ruter til Ebeltoft og Århus. Overfartstiden mellem Odden og Ebeltoft vil fortsat være 45 minutter og overfartstiden mellem Odden og Århus vil blive ca. 60 minutter. Ud af Odden vil der blive afgang ca. hver halve time.

Med omlægning af Cat-Links rute til Odden-Århus opnås større præcision, kortere overfartstid, lavere brændstofforbrug og en væsentlig forbedring af miljøbelastningen.

Mols-Linien A/S køber færgen Cat-Link IV af Scandlines Danmark A/S, og indtræder i charteraftalen for Cat-Link V.

Medarbejderne hos Cat-Link overføres, med få undtagelser, til ansættelse i Mols linien A/S.

Den rettede emmission mod Scandlines Danmark A/S betyder en forhøjelse af aktiekapitalen med ca. 113 mio. kr. til i alt ca. 283 mio. kr. Emmissionskursen er aftalt til 180. Nettoprovenuet af emmissionen forventes at blive ca. 203 mio. kr.

Driften af de sammenlagte aktiviteter forventes at medføre markante synergier og omkostningsreduktioner, således at der - når samkøringen af de to organisationer er gennemført fuldt ud - er forventning om tilfredsstillende driftsresultater og afkast til aktionærerne.

For 1999 forventes et driftsoverskud af acceptabel størrelse, ligesom den lagte udbyttepolitik forventes fortsat, meddeler Mols-Linien.

Udgivet af: NPinvestordk