Nøresundby Bank FY: Kursreguleringer trumfer nedskrivninger
Nørresundby Bank har oplevet en markant fremgang i resultatet på trods af, at banken stadig beskriver situationen som en krisetid. Det viser regnskabet for 2012. Det er da også hovedsageligt kursreguleringer, der trækker bundlinjen hjem.
Netto rente- og gebyrindtægterne steg marginalt i året til 424,2 mio. kr. fra 421,4 mio. kr. Samtidig steg nedskrivningerne til 88,2 mio. kr. fra 66,4 mio. kr.
- Den fortsat vanskelige økonomiske situation har ramt visse mindre og mellemstore virksomheder med stor gæld, hvilket ligeledes har påvirket nedskrivningsbehovet, skriver banken.
Samtidig skal aktionærerne ifølge banken ikke frygte, at et besøg fra Finanstilsynet kan slå benene væk under den. Nedskrivningspolitikken beskrives som "konservativ".
- Finanstilsynets præciserede retningslinjer har derfor kun givet anledning til forøgelse af nedskrivningerne på nogle få engagementer, skriver banken.
Posten kursreguleringer er voldsomt forbedret fra et tab på 15,2 mio. kr. i 2011 til et plus på 31,6 mio. kr. Det trækker resultaterne voldsomt op. Resultatet før skat steg til 97,5 mio. kr. fra 60 mio. kr., og nettoresultatet landede på 73 mio. kr. mod 40,8 mio. kr.
Nørresundby Bank forventer i 2013 et resultat før kursreguleringer og nedskrivninger på udlån på 140 til 160 mio. kr. I 2012 var resultatet på 154 mio. kr. på den post.
- Den negative udvikling i EU ser ud til at fortsætte. Det må derfor forventes, at den økonomiske udvikling også i 2013 vil være præget af stor usikkerhed. På den baggrund forventes det, at kunderne fortsat vil have fokus rettet mod opsparing og nedbringelse af gæld frem for gældssætning, skriver banken om 2013.
2013 vil også byde på en lukning af tre filialer, hvilket igen vil udløse en reduktionen i antallet af medarbejdere. 12 fuldtidsstillinger vil forsvinde. Det vil have en en effekt i omkostningerne fra 2014.
Tabel for Nørresundby Bank for året 2012:
#
Mio. kr. FY2012 FY2011
--------------------------------------------
Netto rente- og gebyrindtægter 424,2 421,4
Nedskrivninger 88,2 66,4
Resultat før skat 97,5 60
Nettoresultat 73,0 40,8
--------------------------------------------
#
Forventninger til 2013:
#
Mio. kr. Ved FY 2012
-----------------------------------
Resultat før nedskr. og 140-160
kursreg.
-----------------------------------
#
/ritzau/FINANS
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk