Nationalbank-chef Bjarne Skafte død

Udgivet den 20-10-2004  |  kl. 14:29  |  

Afdelingschef i Danmarks Nationalbank, cand.polit. Bjarne Skafte, er død kun 54 år gammel, oplyser Nationalbanken onsdag.

Efter en årrække i Finansministeriet, hvor han var kontorchef, kom Bjarne Skafte i 1991 til Nationalbanken i forbindelse med statsgældsforvaltningens overflytning. I 1999 blev Bjarne Skafte leder af Sekretariatet og han udnævntes i 2002 til afdelingschef.

- Bjarne Skafte var en åben og ligefrem person, som vi alle havde stor tillid til. Han var en dygtig økonom med en bred viden om økonomiske og finansielle forhold. Det viste sig i interne diskussioner, og det kom ham til gavn i hans omfattende kontakt med medierne som talsmand for Nationalbanken, skriver Nationalbanken i en pressemeddelelse.

Bjarne Skafte var meget vellidt af medarbejdere og kolleger. Hans åbenhed og hjælpsomhed og blik for ændringer og tilpasninger gjorde ham til en god chef og sparringpartner. Han havde desuden en evne til at bevare ro og overblik i alle situationer.

Bjarne Skafte var en højt værdsat sekretær for Nationalbankens repræsentantskab, bestyrelse og ikke mindst for direktionen. Han havde altid en holdning til tingene, men var samtidig fuldstændig loyal overfor trufne beslutninger.

- Vi føler alle et stort tab og en stor sorg ved meddelelsen om Bjarnes død. Vore tanker går til hans kone Lisbet og hans to voksne sønner, skriver Nationalbanken

Udgivet af: NPinvestordk