NB-direktør: Venter ikke hop i privatforbruget trods store formuer -NY

Udgivet den 22-09-2021  |  kl. 12:53  |  

Danskerne har fået betydeligt større formuer under coronakrisen som følge af stigende aktiemarkeder, et brandvarmt boligmarked og udbetaling af indefrosne feriemidler.

Det får dog ikke Nationalbanken til at tro, at der vil komme en regulær forbrugsfest i de kommende år.

Det fortæller Nationalbank-direktør Lars Rohde i forbindelse med offentliggørelsen af en ny analyse af dansk økonomi.

- Bolig- og aktiepriserne er steget markant, og det har været med til at øge husholdningernes formuer. Oveni har husholdningerne sparet mere op i den periode, hvor pandemien har begrænset deres muligheder for at forbruge. Det vil sige, at husholdningerne har gode muligheder for at øge forbruget væsentligt. Men det, tror vi faktisk ikke, kommer til at ske, siger Lars Rohde.

Nationalbanken venter et stigende forbrug, men uden et stort hop. Det skyldes tre ting, forklarer Nationalbank-direktøren.

For det første er der sket en værdistigning inden for bolig og pensionsformuer, og det lader sig ikke sådan lige omsætte til et øget forbrug. For det andet peger undersøgelser på, at danskernes appetit på varige forbrugsgoder er aftaget.

- Der er trods alt grænser for, hvor mange fladskærm-tv man kan skubbe ind i et hjem, lyder det fra Lars Rohde.

For det tredje viser tidligere erfaringer, at husholdningerne ikke indhenter det tabte forbrug indenfor tjenester.

- Man vil næppe gå mere til frisøren eller indhente alle de tabte restaurationsbesøg i den kommende tid, siger Nationalbank-direktøren.

Nationalbanken venter, at det private forbrug stiger 3,1 pct. i år, 6,1 pct. næste år og 2,1 pct. i 2023.

Det er dog svært præcist at forudse forbrugsmønstrene på den anden side af pandemien.

- Jeg vil godt understrege, at der er al mulig grund til at være ydmyg omkring vores mulighed for at forudsige, hvad der vil ske. Usikkerheden på bagsiden af pandemien er stor, og vi har ikke i nyere tid været et tilsvarende sted, siger Lars Rohde på pressemødet.

ØGET FORBRUG UDGØR RISIKO

Selvom Nationalbankens prognoser ikke peger på markante hop i forbruget, udgør et markant øget forbrug dog en risiko for, at det ventede opsving - som Nationalbanken kalder en "moderat højkonjunktur" - udvikler sig til en decideret overophedning.

- Et usædvanligt stort forbrugshop vil føre til et større pres i økonomien, end det vi har i vores prognose. Presset kan udmønte sig i endnu mere mangel på arbejdskraft, meget lav arbejdsløshed og kraftige lønstigninger. I næste runde kan lønstigninger og jobsikkerhed lede husholdningerne til at øge forbruget yderligere og til at optage lån i boligens friværdi som igen omsættes til endnu mere forbrug, siger Lars Rohde.

Ifølge Nationalbankdirektøren er den øgede gældsætning tidligere sket et til to år efter boligpriserne er steget, og på mange måder ligner ovenstående scenarium det, der sås forud for finanskrisen.

- Der er vi heldigvis ikke, slår Lars Rohde dog fast.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  macro❯ 

Relaterede nyheder