Netanyahu besøger Saudi-Arabien for første gang i hemmelighed

Udgivet den 23-11-2020  |  kl. 14:35  |  

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, mødtes søndag med Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, og USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, i Saudi-Arabien.

Det bekræfter et medlem af den israelske regering.

Det er første gang, at der er blevet bekræftet et besøg af en israelsk leder i Saudi-Arabien.

Saudi-Arabiens udenrigsminister afviser imidlertid, at besøget har fundet sted. Det skriver han på Twitter mandag.

- Sådan et møde har ikke fundet sted. Kun repræsentanter for USA og Saudi-Arabien var til stede, skriver prins Faisal bin Farhan al-Saud.

Medier i Israel var de første til at rapportere om mødet, som angiveligt fandt sted søndag, hvor Netanyahu i al hemmelighed var blevet fløjet til Neom i Saudi-Arabien.

Her havde han samtaler med kronprins bin Salman og Mike Pompeo.

Besøget er historisk, fordi Israel konsekvent har været lagt på is af Saudi-Arabien. Saudi-Arabien støtter en palæstinensisk stat og har derfor ikke haft diplomatisk kontakt med Israel.

Men Saudi-Arabien og dets allierede i Golfen deler dog sammen med Israel en dyb mistro over for Iran.

Premierminister Netanyahus kontor har ikke nogen kommentarer til mødet.

Men uddannelsesminister Yoav Galland har bekræftet, at mødet fandt sted. Han betegner det som en "fantastisk præstation".

Saudi-Arabien har hidtil afvist at normalisere sine diplomatiske bånd med Israel. Men siden august har israelske fly fået lov til at flyve over saudiarabisk territorium.

Og Israel har over de seneste måneder normaliseret sine diplomatiske forbindelser til golfstaterne De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain.

De aftaler kom i stand i samarbejde med den amerikanske præsident Donald Trumps administration.

Netanyahu har betegnet aftalerne som "starten på en ny æra" i Mellemøsten.

Siden da har der været spekulationer om, at USA vil forsøge at få flere af sådanne aftaler på plads, før Joe Biden overtager præsidentembedet 20. januar 2021. Og USA er tæt allieret med Saudi-Arabien.

Palæstinenserne frygter at blive de store tabere i den normalisering, som Trump og Netanyahu har stillet sig i spidsen for i Mellemøsten.

Lørdag sagde Saudi-Arabiens udenrigsminister, at man "i lang tid" har ønsket en normalisering af diplomatiske bånd med Israel.

Men at det er på den betingelse, at Israel og palæstinenserne bliver enige om en "permanent og fuldkommen fredsaftale", lød det.

/ritzau/Reuters

Ritzau

Relaterede nyheder