Netflix skuffede med kundevæksten - aktien faldt i eftermarkedet

Udgivet den 21-10-2020  |  kl. 06:35  |  

Aktien i Netflix droppede i tirsdagens eftermarked med 5,7 pct. til 495,50 dollar, da streamingkæmpen i tredje kvartal ikke levede op til forventningerne til kundevæksten, ligesom prognosen for nye abonnementer i fjerde kvartal skuffede.

Det tyder på, at bliv-hjemme-effekten fra coronakrisen er ved at aftage.

I tredje kvartal fik Netflix samlet 2,20 mio. nye kunder mod ventet 3,32 mio. nye abonnementer ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

I alt havde Netflix ved kvartalets udgang 195,2 mio. kunder mod spået 196,3 mio.

- Som vi ventede, er væksten bremset op med 2,2 mio. nye kunder i tredje kvartal mod 6,8 mio. i tredje kvartal 2019. Vi mener, at dette især skyldes vores rekordvækst i første halvår, skriver Netflix i et brev til aktionærerne.

Samtidig regner koncernen med en vækst i fjerde kvartal på 6,0 mio. kunder, hvilket er 0,5 mio. betalende brugere mindre end konsensus. Ved udgangen af året spås et samlet abonnementstal på 201,2 mio. mod et konsensus, der på forkant lød på 202,8 mio. brugere.

Netflix oplevede i sit tredje kvartal dog en flot stigning i omsætningen på 23 pct. til 6,44 mia. dollar mod ventet 6,38 mia. dollar, og overskuddet per aktie blev på 1,74 dollar sammenlignet med 1,47 dollar et år tidligere

Her var konsensusestimatet på 2,13 dollar ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

For fjerde kvartal spår Netflix en omsætning på 6,57 mia. dollar mod konsensus på Wall Street på 6,59 mia. dollar, og koncernen sigter efter en driftsmargin på 13,5 pct. I tredje kvartal var den dog på hele 20,1 pct.

Netflix ser desuden mulighed for, at koncernen, som ellers er kendt for at brænde milliarder af dollar af, mens den vokser sig større og større, at pengestrømmene i heldigste fald kan ende i break even i 2021.

Intervallet lyder dog mellem et minus på 1 mia. dollar og et rundt nul.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder