NKT ser ikke lav vandstand i Rhinen ramme i denne omgang

Udgivet den 12-08-2022  |  kl. 16:49  |  
Arkiv: Foto

NKT har ikke store kabelprojekter, der skal fragtes på den tyske flod Rhinen i øjeblikket, og kabelkoncernen venter derfor heller ikke, at den meget lave vandstand i floden lige nu kommer til at ramme selskabets performance.

Det siger kommunikationschef Louise Westh Naldal fra NKT til MarketWire.

- Vi har ikke noget signifikant, der står og skal fragtes på pramme i øjeblikket, så vi regner ikke med, at det kommer til at påvirke vores performance i den her omgang.

- Havde vi haft et stort projekt, som skulle fragtes på pramme, så var det selvfølgelig en udfordring, siger Louise Westh Naldal.

NKT har omfattende kabelproduktion i Køln, hvorfra det sender færdigt producerede kabler på pramme på Rhinen til selskabet udskibningsstation i Rotterdam.

Lav vandstand i Rhinen var et stort problem for selskabet tilbage i 2018, hvor det var en medvirkende årsag til, at selskabet dengang måtte nedjustere resultatforventningerne.

NKT kommer onsdag med regnskab for andet kvartal.

Fredag ved 16.45-tiden ligger NKT-aktien 2,6 pct. lavere i 379,80 kr.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯