Nordea/Jyske Bank: Kursmål hæves til 60 kr. fra 57 kr.

Udgivet den 26-10-2020  |  kl. 09:18  |  

Jyske Bank har set nærmere på bankkollegaen Nordea og hæver sit kursmål for aktien til 60 kr. fra tidligere 57 kr. Det sker i kølvandet af Nordeas kvartalsregnskab fredag.

Samtidig fastholdes anbefalingen "køb".

- Nordeas Q3-regnskab var overraskende stærkt på stort set alle poster, og bundlinjen landede derfor 23 pct. over konsensus.

- En flot volumenvækst er ledsaget af bedring i rentemarginen, og Nordeas transformationsprogram ser ud til at være blevet eksekveret efter planen, hvilket slanker omkostningsbasen, indleder Jyske Bank sin analyse.

Nordea kom ud af tredje kvartal med et nettooverskud på 837 mio. euro mod et underskud på 332 mio. euro i samme periode året før.

Analytikere, der har havde indberettet estimater til Bloomberg, ventede et overskud på 696 mio. euro.

Mandag morgen falder Nordea-aktien 0,4 pct. til 50,33 kr. efter en stigning på 3,7 pct. fredag.

/ritzau/FINANS

Ritzau

Relaterede nyheder