Nordeas salg af fast ejendom gennemført - gevinst 300 mio EUR

Udgivet den 23-04-2004  |  kl. 13:04  |  

Nordea har nu gennemført salget af sin portefølje af fast ejendom ved salget af ejendomme i centrale erhvervsområder i Finland, Norge og Sverige. En gevinst på ca. 300 mio. EUR vil være afspejlet i regnskabet for 2. kvartal 2004, oplyser Nordea fredag.

De ejendomme og aktier i ejendomsselskaber, som er blevet solgt gennem de seneste 12 måneder, repræsenterer en samlet bogført værdi på ca. 1,6 mia. EUR. Nettoeffekten af det samlede ejendomssalg er en gevinst på ca. 185 mio. EUR. Efter gennemførelsen af ejendomssalget ejer Nordea ikke længere større ejendomme.

Den fremtidige økonomiske effekt af det samlede salg vil være positiv.

Nordea har tidligere været en af de største ejendomsbesiddere i Norden. I tråd med strategien om at fokusere på kerneaktiviteter og optimere kapitalanvendelsen har koncernen reduceret sin ejendomsportefølje. Dette har resulteret i salget af Nordeas bolig- og domicilejendomme i Danmark, salget af aktier i Nordisk Renting, Citycon og Sponda samt aftalen i december sidste år, hvor Nordea solgte 97 ejendomme i Finland, Norge og Sverige, der hovedsageligt bestod af større regionalkontorer og almindelige filialer. Derudover blev en række enkeltstående kontorejendomme i Finland solgt i begyndelsen af 2004.

Nordea har nu gennemført frasalget af sin ejendomsportefølje ved salget af ejendomme i centrale erhvervsområder i Finland, Norge og Sverige på i alt ca. 190.000 m2. Handlen omfatter lejeaftaler med varigheder på 25 år. Salget vil resultere i en gevinst på ca. EUR 300 mio. der vil være afspejlet i regnskabet for 2. kvartal 2004. Hvis der tages højde for nedskrivningen på EUR 115 mio. på visse ejendomme i årsregnskabet 2003, vil nettoeffekten af Nordeas samlede salg af fast ejendom være ca. EUR 185 mio., hvilket er på linje med tidligere forventninger og oplysninger til markedet.

Den samlede bogførte værdi af de sidste 12 måneders salg af fast ejendom er ca. EUR 1,6 mia. Efter gennemførelsen af ejendomssalget ejer Nordea ikke længere større ejendomme.

Den fremtidige økonomiske effekt af det samlede salg vil være positiv. Det reducerede finansieringsbehov og nettogevinsten vil påvirke nettorenteindtægterne positivt. Dette vil mere end opveje de manglende lejeindtægter, mens de årlige udgifter i relation til ejendomme, der lejes tilbage fremover, forventes at være uændrede i forhold til Nordeas årlige ejendomsudgifter før frasalget, inklusive afskrivninger. Desuden indebærer frasalget en reduktion af de samlede risikovægtede aktiver, hvilket i kombination med nettogevinsten vil forbedre Nordeas kapitalsituation. En reduceret ejendomseksponering vil også reducere anvendelsen af økonomisk kapital. Disse påvirkninger har gradvist manifesteret sig i løbet af det sidste år og vil få fuld effekt fra nu af.

Citigroup, Catella Corporate Finance og Markets i Nordea har været finansielle rådgivere for Nordea i forbindelse med salget af ejendommene.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder