Norden/CEO: Ser gradvis bedring i kollapset tørlastmarked

Udgivet den 07-05-2019  |  kl. 10:09  |  
Arkiv: Foto

Norden havde forberedt sig på hårde markedsvilkår på tørlastmarkedet i årets første kvartal, men rederiet havde ikke regnet med, at det skulle udvikle sig så grelt, som det gjorde.

Det fortæller administrerende direktør Jan Rindbo, efter at rederiet tirsdag morgen har offentliggjort regnskab for første kvartal af 2019. Tørlastmarkedet viser dog nu tegn på gradvis forbedring:

- Men når det så er sagt, forventer vi ikke, at tørlastmarkedet kommer til at være boomende resten af året. Noget af den makroøkonomiske modvind fortsætter, og vi ser også en svineinfluenza i Kina.

- Det kan have effekt, fordi vi sejler en del kornprodukter, der bliver brugt til at føde grise, kyllinger, osv. Der forventer vi en lavere import, lyder det fra direktøren.

I Nordens to tørlastdivisioner - Dry Owner, der dækker over den traditionelle rederidrift med ejede skibe og lange kontrakter, og Dry Operator, som indeholder de kortsigtede tørlastaktiviteter - faldt driftsoverskuddet (EBIT) i første kvartal fra året før.

I Dry Owner faldt det til 1,4 mio. dollar mod 14,2 mio. dollar samme kvartal året før, mens der i Dry Operator var et driftstab på 1,5 mio. dollar. Første kvartal af 2018 var der i divisionen et driftsoverskud på 4,0 mio. dollar.

KINA OG BRASILIEN FORVÆRREDE LAVSÆSONS-KVARTAL

Jan Rindbo fortæller, at flere ting var med til at skabe et "kollaps" i tørlastmarkedet i årets første kvartal.

- Vi har haft et rigtig svagt tørlastmarked i starten af året. Det skyldes en opbremsning i Kinas økonomi og en mineulykke i Brasilien, som har betydet, at myndighederne har lukket flere jernmalm-miner, hvilket har haft en negativ effekt på markedet.

- Derudover er første kvartal typisk lavsæson inden for tørlast. Kina fylder selvfølgelig meget - der har også været kinesisk nytår i første kvartal - så det er noget af den forventede modvind, men det har været forstærket, lyder det fra direktøren.

I de to tørlastdivisioner nedjusteres forventninger til årets justerede resultat. I Dry Owner lyder den nu på -5 til 5 mio. dollar, mens der i Dry Operator ventes et årsresultat på 15-25 mio. dollar.

Tidligere lød forventningen på 0-10 mio. dollar og 20-30 mio. dollar.

- Vi havde forberedt os på et dårligere tørlastmarked, men ikke forudset, at det skulle falde så markant - vi oplevede en halvering af fragtraterne på nogle skibstyper inden for tre uger.

- Overordnet set var vi dog forberedt på et svagere kvartal, og det er også derfor, at vi er kommet forholdsvis helskindet ud af kvartalet, fortæller Jan Rindbo, som overordnet set er "rigtig godt tilfreds" med kvartalet.

STÆRK UDVIKLING I PRODUKTTANK SES FORTSÆTTE

Hvor der ikke var meget at råbe hurra for i tørlastdivisionerne, var udviklingen derimod god inden for produkttank. Her blev driftsoverskuddet (EBIT) løftede til 6,0 mio. dollar fra 0,2 mio. dollar samme kvartal året før.

Det betyder, at forventningerne her opjusteres - til et justeret årsresultat på 15-30 mio. dollar mod tidligere 5-20 mio. dollar - hvilket betyder, at Norden fastholder sine samlede forventninger om et justeret årsresultat på 25-60 mio. dollar.

- Der var et rigtig fint vintermarked. Vi forventer sæsonmedvind i første kvartal, men noget af modvinden fra 2018 er også vendt. Det forventer vi fortsætter for resten af 2019, lyder det fra Jan Rindbo.

Han er optimistisk omkring, at der i anden halvdel af 2019 kommer en god optur i tankmarkedet:

- Fra 2020 kommer der nye svovlregler. Størstedelen af verdensflåden skal skifte brændstof, og der vil være olieprodukter, som skal distribueres, før at den bliver klar til det. Det vil skabe øget efterspørgsel efter produkttankskibe, mener direktøren.

Samlet nåede Norden i første kvartal af 2019 en omsætning på 653,5 mio. dollar, hvilket er en stigning på 10,5 pct. fra samme kvartal året før. Det justerede overskud - efter indtjening fra salg af skibe - endte på 7,0 mio. dollar.

Det er mindre end året før, hvor bundlinjen viste et overskud på 8,8 mio. dollar. Ifølge Jan Rindbo skyldes tilbagegangen dog nye regnskabsregler - ellers ville resultatet ifølge ham vise en lidt bedre bundlinjen end året før.

Norden-aktien falder tirsdag formiddag efter regnskabet med 0,8 pct. til 100,90 kr. på børsen i København.

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp

Tags:  CEO❯  Report❯  Shares❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
10,32%
 
21/08/19

 
7,56%
 
09:26:02

 
4,43%
 
21/08/19

 
2,12%
 
09:26:02

 
1,79%
 
09:26:02

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder