Norsk krone snubler efter skuffende indeks

Udgivet den 10-12-2019  |  kl. 11:01  |  

Et skuffende aktivitetsindeks har tirsdag morgen fået den norske krone på glatis over for den danske krone.

- Den norske krone svækkes efter offentliggørelsen. Det skyldes, at de lavere vækstforventninger taler for, at Norges Bank må nedjustere rentebanen, der er forventningen til udviklingen i styringsrenten, konstaterer makroanalytiker i Sydbank Kim Blindbæk.

Han venter dog selv, at Norges Bank vil holde renten i ro et godt stykke tid endnu.

På valutamarkedet er der vigende opbakning til den norske krone, der ligger svækket i 0,7341 kr. mod 0,7384 mandag eftermiddag.

Den skuffende aktivitetsmåling handler om virksomhedernes forventninger til produktionen i de kommende seks måneder, som nu indikerer decideret tilbagegang.

- Den skuffende udvikling i fjerde kvartal antyder, at den norske økonomi vil opleve modvind i de kommende kvartaler, konstater Kim Blindbæk.

Han peger på, at man skal helt tilbage til juli 2017 for at finde lavere forventninger blandt virksomhederne til væksten i de kommende seks måneder.

/ritzau/FINANS

Redaktion

Tags:  Norge❯  Forex❯ 

Relaterede nyheder