Novo får godkendt Tresiba i Kina
Novo Nordisk har fået godkendt sin nye langtidsvirkende insulin, Tresiba, i Kina, hvor det ventes lanceret i løbet af første kvartal.
Det fortæller det danske medicinalselskab i en meddelelse onsdag morgen.
I Kina lever flere end 100 mio. mennesker med diabetes, og det gør det til det land i verden, hvor flest voksne er ramt af sygdommen. Tallet er samtidig stigende. I 2040 ventes 150 mio. kinesere at lide af diabetes, viser tal fra International Diabetes Federation.
LANGSTRAKT TILSKUDSPROCES
Processen - fra Tresibas godkendelse til at produktet kan vinde bred anvendelse - kan dog blive lang på det kinesiske marked.
Det skyldes, at det tager tid at blive tilskudsberettiget i Kina. Den seneste revidering af tilskudslisten, der i øvrigt tilføjede Novos Victoza, skete for få måneder siden, men efter en periode på otte år uden ændringer.
Generelt er myndighederne dog fokuseret på at få mere effektiv medicin ud til kineserne. Det kan fremadrettet betyde, at den nationale tilskudsliste åbnes oftere for nye lægemidler, muligvis hvert tredje år, vurderede Camilla Sylvest, direktør for Novo Nordisks aktiviteter i Kina, i sidste uge under et presseseminar.
Indtil da er forventningerne til salget afdæmpede.
- De første år er vores forventninger til salget selvfølgelig moderate, for der kan gå ret lange perioder i mellem, at de kinesiske myndigheder fører drøftelser om tilskud, konstaterer koncerndirektør i Novo Nordisk med ansvar for forskning og udvikling, Mads Krogsgaard Thomsen, over for Ritzau Finans.
Han peger på, at brugen af Tresiba i de første år nok vil begrænse sig til kinesere, der betaler af egen lomme.
Dog kan Novo søge om og håbe på, at en eller flere af landets 31 regioner selv vælger at give Tresiba tilskud. Det er dog relativt sjældent, at regionerne går deres egne veje, når et lægemiddel ikke figurerer på den nationale tilskudsliste.
MARKED FOR TRESIBA
Hos Sydbank peger analytiker Søren Løntoft Hansen også på, at Tresiba gradvist vil indfri sit potentiale.
- Til gengæld er en tredjedel af det kinesiske marked karakteriseret ved egenbetaling (out-of-pocket), hvor kineserne selv betaler for deres behandling. Så der vil efter vores vurdering være et marked for Tresiba, selv om optagelsen på de nationale tilskudslister kommer til at tage tid, vurderer Sydbank-analytikeren.
/ritzau/FINANS
Tags: Director❯