Novo investerer yderligere 850 mio. kr. i Kalundborg-fabrik

Udgivet den 14-08-2020  |  kl. 15:04  |  

Novo Nordisk vil investere yderligere 850 mio. kr. i udvidelse af medicinalselskabets produktionsfaciliteter i Kalundborg.

Det fremgår af en pressemeddelelse fredag eftermiddag.

Investeringen vil sende den samlede investering i Kalundborg-faciliteterne op på 2 mia. kr. i 2020, fremgår det af meddelelsen.

I februar annoncerede Novo Nordisk en investering på 800 mio. kr. i produktionsfaciliteterne i den nordvestsjællandske by, og i maj og juni fulgte investeringer på henholdsvis 150 mio. kr. og 225 mio. kr.

- Vi har 50 års ekspertise i Kalundborg, og alene fra årtusindeskiftet og frem til 2019 har Novo Nordisk investeret mere end 16 mia. kr. i produktionsfaciliteterne i Kalundborg, siger Michael Hallgren, der er produktionsdirektør hos Novo Nordisk i Kalundborg, i meddelelsen.

- I år har vi annonceret en række yderligere investeringer, hvilket understreger Novo Nordisks ambition om en fortsat styrket tilstedeværelse i Danmark og Kalundborg, fortsætter han.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder