Novo: Lilly afslører sine nettopriser på sit bedst sælgende insulin

Udgivet den 25-03-2019  |  kl. 07:06  |  
Arkiv: Foto

Novo Nordisks amerikanske rival Eli Lilly løfter nu sløret for prisudviklingen på selskabets hurtigtvirkende insulin, Humalog, som ligger i skarp konkurrence med Novos Novolog på det amerikanske marked. Efter rabatter er prisen på Humalog faldet med 8 pct. i perioden 2014-2018, oplyser Eli Lilly ifølge Wall Street Journal.

Afsløringen kommer efter stigende pres fra amerikanske politikere, patienter og læger, der er forargede over skyhøje listepriser på medicin.

Problemet er, at de høje listepriser gør det nærmest umuligt for amerikanere uden sundhedsforsikringer at betale for lægemidlerne.

Derimod mærker mange amerikanere med sundhedsforsikringer ikke i samme grad prisstigningerne, da medicinalselskaberne yder store rabatter til forsikringsselskabernes indkøbsselskaber.

Hidtil har medicinalselskaberne holdt tæt om deres nettopriser på grund af konkurrencehensyn, men Lilly giver nu et sjældent indblik i prisudviklingen.

Ifølge selskabet faldt prisen på Humalog efter rabatter til i gennemsnit 135 dollar per patient i 2018 fra 147 dollar i 2014. I samme periode steg den gennemsnitlige listepris på produktet med 51,9 pct. til 594 dollar.

Tidligere i år sendte udvalg fra den amerikanske kongres breve til blandt andet Novo og Eli Lilly og bad om indblik i prisudviklingen på insulin og detaljer om de rabatter, der ydes.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder