Novo Q3: Løfter forventningerne til de frie pengestrømme

Udgivet den 30-10-2020  |  kl. 07:46  |  
Arkiv: Foto

Det er bare lige over tre uger siden, at Novo Nordisk opjusterede forventningerne i lokal valuta, og prognosen fastholdes i regnskabet for tredje kvartal. Til gengæld opdaterer Novo sine forventninger i kroner med de seneste valutakurser, og løfter forventningerne til de frie pengestrømme.

Målt i lokal valuta venter Novo fortsat en vækst i omsætningen på 5-8 pct. og en stigning i driftsresultatet på 5-8 pct.

Væksten i kroner ventes at blive henholdsvis 3 og 4 procentpoint lavere målt på omsætning og driftsresultat.

Målt i kroner signalerer Novo dermed nu en vækst i omsætningen på 2-5 pct. mod 1-4 pct. i forbindelse med halvårsregnskabet. Forventningerne til væksten i driftsresultatet er nu 1-4 pct. mod minus 1 til plus 2 pct. i august.

Forventningerne i danske kroner ligger nogenlunde på linje analytikerforventningerne ifølge estimater indsamlet af Novo Nordisk.

I faktiske tal venter Novo Nordisk ifølge Ritzau Finans' beregninger en omsætning i 2020 på 124,5-128,1 mia. kr. mod analytikerforventningen på 127,5 mia. kr. ifølge estimater indsamlet af Novo selv.

Resultatet af primær drift forventes i størrelsesordenen 53-54,6 mia. kr. mod analytikernes forventning om 54,7 mia. kr., mens bundlinjen indikeres i intervallet 40,3-42,5 mia. kr. mod estimeret 42,4 mia. kr. blandt analytikerne.

De finansielle nettoudgifter ses nu lande på omkring 1,4 mia. kr. mod tidligere 1,2 mia. kr. Investeringer i faste anlægsaktiver ventes stadig at udgøre omkring 6,5 mia. kr., af- og nedskrivninger ventes at blive cirka 5,5 mia. kr. mod tidligere 5 mia. kr., mens de frie pengestrømme nu ses udgøre 34-39 mia. kr. mod tidligere 33-38 mia. kr. Den effektive skattesats forventes desuden at ligge i intervallet 20-22 pct., oplyser Novo Nordisk.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Profit warning❯  Report❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder