Novo: Skuffer i forhold til forventningerne men spår driftsvækst i '19

Udgivet den 01-02-2019  |  kl. 07:56  |  

Novo Nordisk klarede sig dårligere end ventet på de overordnede linjer i fjerde kvartal 2018, viser regnskabet for perioden fredag morgen.

Medicinalgiganten omsatte for 29,7 mia. kr. mod ventet 29,9 mia. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News. Året før var omsætningen 28,0 mia. kr. i oktober, november og december.

- 2018 var et år præget af ændringer og betydelig fremgang for Novo Nordisk. Vi leverede på vores mål for salg og resultat af primær drift og lancerede Ozempic, vores nye GLP-1 til ugentlig behandling af type 2-diabetes, i flere lande, siger Lars Fruergaard Jørgensen, der er administrerende direktør i medicinalkoncernen.

Af regnskabet fremgår det også, at driftsresultatet (EBIT) landede på 10,8 mia. kr. mod ventet 11,3 mia. kr. blandt analytikerne og 10,0 mia. kr. i fjerde kvartal af 2017.

Opgjort i både lokal valuta og kroner var salgsvæksten i fjerde kvartal på 6 pct.

Desuden har perioden været påvirket af ekstraordinære omkostninger til omstruktureringer i forsknings- og udviklingsafdelingen, og yderligere omstruktureringer på tværs af funktionsområder og landegrænser, herunder 1300 afskedigelser. Hvorvidt Bloomberg-estimaterne tager højde for det, fremgår ikke.

Bundlinjen viste et nettooverskud på 8497 mio. kr. i fjerde kvartal mod analytikerforventningen på 8734 mio. kr. ifølge Bloomberg News og et nettoresultat på 8253 mio. kr. i samme kvartal året før.

FORAN I KØEN

Af regnskabet fremgår det også, at Novo har besluttet sig for at benytte en såkaldt "priority review voucher" til at få et af selskabets helt store håb for fremtiden - en oral udgave af GLP-1-analogen Semaglutid - godkendt hos de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.

Novo regner med, at selskabet kan indsende registreringsansøgning for oral Semaglutid mod slutningen af første kvartal.

- Resultaterne fra det omfattende fase 3a-program, Pioneer, med oral semaglutid er særdeles opmuntrende for mennesker med type 2-diabetes, og vi er nu tæt på at indsende registreringsansøgning til FDA for oral semaglutid, siger Novos topchef.

Novo Nordisk offentliggjorde resultaterne fra Pioneer-studiet i november sidste år. I fredagens regnskab fremgår det, at det danske medicinalselskab har besluttet sig for at indsende registreringsansøgning for oral semaglutid i USA i slutningen af første kvartal i år.

NOVO VENTER FORTSAT VÆKST

Novo Nordisk spår encifret vækst i omsætning og indtjening målt i lokal valuta i 2019. Omsætningen ventes at vokse med 2-5 pct., og driftsindtjeningen ses stige med 2-6 pct.

Væksten i kroner ventes at blive henholdsvis 2 og 4 procentpoint højere målt på omsætningen og driftsresultat.

Det svarer til en vækst i omsætningen på 4-7 pct. målt i kroner og en fremgang i driftsindtjeningen på 6-10 pct.

Samtidig skyder koncernen gang i et tilbagekøb af egne aktier for op til 15 mia. kr. Det svarer til opkøbsprogrammet sidste år, hvor Novo Nordisk gennemførte et tilsvarende aktietilbagekøbsprogram på omkring 15 mia. kr.

Tabel for Novo Nordisks regnskab for fjerde kvartal af 2018:

Mio. kr. Q4 '18 Q4 '18(e) Q4 '17 FY '18(e)
Omsætning 29.732 29.855 27.992 111.836
- Omsætning Tresiba 2172 2418 1880 8250
- Omsætning Levemir 2832 2819 3346 11.312
- Omsætning Novorapid/Novolog 4824 4725 4568 18.744
- Omsætning Victoza 6500 6503 6305 24.404
- Omsætning Ozempic 992 906 - 1573
- Omsætning Saxenda 1229 1074 697 3594
- Omsætning Novoseven 1956 1905 2431 7759
- Omsætning Norditropin 1962 1740 1709 6577
Bruttomargin (%) 84,4 83,1 83,2 83,9
Driftsresultat (EBIT) 10.783 11.270 10.047 47.829
Resultat før skat 10.370 10.868 10.571 48.435
Nettoresultat 8497 8734 8253 38.960

(e) = estimater indsamlet af Bloomberg News op til 13 analytikere inden regnskabet.

Novo Nordisks forventninger til 2018:

% Q3 Q2 Q1 Ved Q4 Ved Q3
Salgsvækst lokal valuta 4-5 3-5 3-5 2-5 lav til medium encifret
EBIT-vækst lokal valuta 2-5 2-5 2-5 1-5 lav til medium encifret
Salgsvækst i kr. 0-1 0 til -2 -1 til -3 -2 til -5 lokal valuta minus 3 procentpoint
EBIT-vækst i kr. -2 til -5 -2 til -5 -4 til -7 -5 til -9 lokal valuta minus 4 procentpoint

Novo Nordisks forventninger til 2019:

% Ved Q4
Salgsvækst i lokal valuta 2-5
EBIT-vækst lokal valuta 2-6
Salgsvækst i kr. 4-7
EBIT-vækst i kr. 6-10

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Report❯  Shares❯  main text❯ 

Relaterede nyheder