Novo/Sydbank: Lillys effektsammenligning vil øge konkurrence og marked

Udgivet den 05-08-2022  |  kl. 13:19  |  
Arkiv: Foto

Eli Lillys effektsammenligning mellem medicinalselskabets Tirzepatid og Novo Nordisks semaglutid vil give øget konkurrence, men samtidig også øge markedet for fedmebehandlende medicin.

Det vurderer Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker i Sydbank, over for MarketWire.

I forbindelse med andet kvartalsregnskab fra den amerikanske medicinalgigant Eli Lilly meddelte selskabet, at det vil lave en direkte effektsammenligning mellem Novo Nordisk-midlet Semaglutid og selskabets eget Tirzepatid.

Studiet skal sammenholde vægttabseffekten for de to midler og vurderer, hvilket overordnet set fungerer bedst.

Søren Løntoft Hansen vurderer, at Eli Lilly med dette studie vil vise, at selskabets middel er "lige så godt eller bedre end Novo Nordisks".

- Det er øget konkurrence for Novo, men de vil ønske den velkommen, fordi det vil gøre, at aktørerne bliver større, og det opdyrker fedmemarkedet. De får måske et mindre stykke af kagen - tilgengæld vil Eli Lillys mulige entre med et fremragende fedmemiddel bidrage til, at kagen bliver meget større, siger senioranalytikeren.

Undersøgelsen vil blive påbegyndt senere i 2022, fremgår det på en telekonference efter offentliggørelsen af regnskabet.

Søren Løntoft Hansen påpeger, at studiet ikke kun skal vurderes ud fra vægtreduktion alene.

- Tirzepatid er et godt middel, og det bliver spændende at se, hvor meget det reducerer vægten, men hvad med bivirkninger og andre parametre? Det styrer også konkurrencen, siger han og fortsætter:

- Jeg tror ikke, at det vil ændre super meget for Novos potentiale, fordi det er så stort.

Han påpeger, at markedet for fedmebehandling vil vokse meget, da der kommer mere fokus på behandlinger og ikke kun sund kost og motion.

Eli Lilly fik i maj 2022 godkendt Tirzepatid til behandling af type 2-diabetes i USA, men ser mulighed for fedmebehandling med midlet, ligesom andre diabetesmidler også indgår i behandling af overvægt.

Eli Lilly-aktien falder i det amerikanske formarked 0,1 pct. til 305,40 dollar fredag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Ida Kramhøft Jensen

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯