Novozymes/ABM: Bunden af vækstprognoseinterval er lidt for lav

Udgivet den 23-01-2020  |  kl. 08:55  |  
Arkiv: Foto

Novozymes har torsdag morgen leveret sit regnskab for fjerde kvartal, hvor regnskabstallene for kvartalet ifølge chefanalytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand Markets er godkendt og rimeligt inden for skiven, mens bunden af vækstprognoseintervallet ses som lidt for lav.

Fokus er på prognosen, efter at 2019 har været et overgangsår med tre nedjusteringer. Novozymes venter, at den organiske vækst i 2020 bliver på 1-5 pct.

- Det er en temmelig bred prognose med en lav bund og en høj top, og det hele afhænger lidt af, om markedet tolker glasset til at være halv fyldt eller halv tomt, pointerer Michael Friis Jørgensen.

Michael Friis Jørgensen fremhæver, at midten af prognosen også ligger lidt under markedets forventninger, der ligger omkring 3,5-3,8 pct.

Det afgørende punkt er landbrug- og foderenzymer, der har skuffet i fjerde kvartal, og han fremhæver, at der er indikationer på mere positive strømme for denne division, men han vurderer, at man vil levere en lidt konservativ prognose forud for tiltrædelsen af den nye koncernchef Ester Baiget.

Chefanalytikerne vurderer, at aktien vil reagere lidt negativt i dagens aktiemarked, der også er præget af virusfrygt. Kursudviklingen kommer ifølge Michael Friis Jørgensen også til at afhænge af meldingerne fra telekonferencen, og om der indikeres mod toppen eller bunden af prognoseintervallet.

Novozymes har annonceret et aktietilbagekøbsprogram på 1,5 mia. kr., hvilket han også vurderer til at være en smule til den svage side, hvor markedet havde ventet 2 mia. kr.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Report❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder