Novozymes/ABM: Nedjusteringen vil teste investorernes tålmodighed

Udgivet den 07-06-2019  |  kl. 08:21  |  
Novozymes - Kilde: Novozymes.com

Novozymes' anden nedjustering inden for ganske kort tid vil fredag teste investorernes tålmodighed.

Det vurderer Michael Friis Jørgensen, der er chefaktieanalytiker i Alm. Brand Markets.

- Det er anden nedjustering i indeværende år, og væksten ses nu være 1-3 pct. Jeg hæfter mig også ved, at vi ikke helt ser en Novozymes-classic, som jeg kalder den, hvor man normalt kan kompensere for toplinjen.

- Vi må bare sige, at væksten har været rigtig svag i det første halve år, og det er lidt samme historie, som vi så i forbindelse med første kvartal, siger han.

I meddelelsen, som kom torsdag aften, peger Novozymes som forklaring til nedjusteringen på, at bioenergiforretningen i USA ikke oplevede den ventede "genopretning", ligesom efterspørgslen på nogle vækstmarkeder har været svag. Derudover påvirkede dårlige vejrforhold i amerikanske midtvesten igen selskabet.

- Det er det vejrlige, som bliver ved med at trække tingene ned, og man indikerer i guidance en ganske kraftig vækstvending i andet halvår. Det gjorde man også i første kvartal, og det var det, som gjorde, at aktien hurtigt vendte rundt igen, fordi man indikerede, at væksten ville vende tilbage. Nu tester man den tese igen, siger Michael Friis Jørgensen og tilføjer, at det er midlertidige forhold, som på nuværende tidspunkt presser Novozymes.

Han hæfter sig desuden ved, at Novozymes' forklaringer stemmer overens med det generelle billede, og at selskabet venter et "solidt opsving i salget for resten af året drevet af nye, innovative løsninger".

- Novozymes har en masse produktlanceringer i løbet af i år, og det er det, som de hele tiden har indikeret, skal vende væksten, og det indikerer de stadig, men der er selvfølgelig altid en risiko for, at de ikke helt lever op til det ventede.

- Så Novozymes bliver ved med at leve på kanten af en nedjustering. Vi skal se en ganske klar rebound i væksten i andet halvår, og hvis vi ikke ser det, er det da klart, at der er en risiko for endnu en nedjustering, med så svag en start som man har haft på første halvår, siger Michael Friis Jørgensen.

SER KURSFALD PÅ 3-6 PCT.

Han venter, at Novozymes-aktien i dag vil falde med 3-6 pct.

- Der er forklaringer på tingene og en tro på, at tingene vender rundt. Der indikeres, at estimaterne skal en 2-5 pct. ned, alt efter hvilke estimater man ser på. Det burde være den fundamentale reaktion, men det kan blive lidt mere, fordi selskabet nu skuffer for anden gang. En anden nedjustering plejer som regel at koste lidt mere end det fundamentale, vurderer Michael Friis Jørgensen.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder