Novozymes/Sydbank: Gode tendenser i storkundes regnskab - NY

Udgivet den 20-01-2021  |  kl. 16:49  |  
Arkiv: Foto

Regnskabet fra Procter & Gambles for det forskudte andet kvartal viser gode tendenser for Novozymes, som leverer enzymer til det amerikanske selskab.

Selskabet har haft høj encifret procentuel vækst i salget af vaskemidler og rengøringsartikler. Og det er godt nyt for Novozymes - ikke mindst fordi en stor del af væksten kommer af, at forbrugerne har købt dyrere vaskemidler.

Det vurderer aktieanalytiker i Sydbank Per Fogh.

- Der er typisk en højere andel af enzymer i de dyre vaskemidler. Samtidig er der kraftig vækst i doseringsvaskemidler (eksempelvis i form af tabs), hvori der typisk også er en højere mængde enzymer sammenlignet med vaskemidler, som sælges i store mængder, siger analytikeren til Ritzau Finans.

Novozymes kommer med regnskab for fjerde kvartal 2. februar. Her venter Per Fogh fremgang i divisionen Household Care - blandt andet på grund af, at efterspørgslen på premium-vaskepulver burde være steget på grund af covid-19.

Regnskabet bliver dog en pose med blandede bolsjer, da Bioenergy er lidt en sten i skoen for Novozymes, vurderer analytikeren.

- Vi vil godt kunne se fornuftig vækst indenfor Household Care, men vi har også en division som Bioenergy, som er hårdt ramt, da færre kører til og fra arbejde på grund af restriktionerne fra covid-19, siger Per Fogh.

Household Care er den største af Novozymes' divisioner og stod for 35 pct. af salget i de første tre kvartaler, mens Bioenergy stod for 17 pct. af det samlede salg.

Novozymes-aktien falder med 1,5 pct. til 359,80 kr. onsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Frederik Kjærgaard Bonde

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder