Nr. 7/2017 Aarhus Elite A/S - årsrapport 2016/17

Udgivet den 29-09-2017  |  kl. 11:26  |  

NASDAQ OMX Copenhagen A/S

Meddelelse nr. 07/2017 

 

Aarhus Elite-koncernen følger strategien

Bestyrelsen for Aarhus Elite A/S har i dag behandlet og godkendt koncernens årsrapport for perioden 1. juli 2016 - 30. juni 2017.

Koncernens resultat er et underskud på 9 mio. kr. mod et underskud i 2015/16 på 1 mio. kr. Resultatet er i overensstemmelse med de justerede udmeldte forventninger for regnskabsåret. Nedjusteringen kan henføres til sportslige resultater under det forventede. 

Omsætningen er steget fra 110 mio. kr. til 111 mio. kr. Den væsentligste årsag til denne fremgang er en vækst i sponsorindtægterne fra 45 mio. kr. til 48 mio. kr. Den samlede fremgang har resulteret i en rekordhøj omsætning. 

Transferindtægterne er faldet med 4 mio. kr. fra 5 mio. kr. i 2015/16 til 1 mio. kr. i 2016/17. 

Koncernens likviditetsberedskab inkl. værdipapirer pr. 30. juni 2017 udgør 9 mio. kr. i forhold til 18 mio. kr. året før. 

Egenkapitalen er netto faldet med 9 mio. kr. til 27 mio. kr., svarende til en soliditetsgrad på 46%. Nettofaldet kan henføres til årets resultat. 

Pengestrømme fra den primære drift er 6 mio. kr. mod 5 mio. kr. året før. 

Hændelser efter regnskabsårets udløb

Aarhus Elite har fra balancedagen og frem til i dag foretaget to rettede emissioner. De to rettede emissioner har netto tilført 11 mio. kr. i likviditet. 

Forventninger til fremtiden

For regnskabsåret 2017/18 forventer Aarhus Elite en omsætning omkring 115 mio. kr., hvilket er en fremgang i forhold til regnskabsåret 2016/17. Aarhus Elites mål er at opnå en top 6 placering i Superligaen i sæsonen 2017/18, hvilket er en vigtig forudsætning for et forventet resultat omkring 0 kr.  

Kapitalberedskab i moderselskabet Aarhus Elite A/S

Inden sommerferien er der konstateret et kapitaltab i selskabet. Kapitaltabet vil blive behandlet på den kommende generalforsamling.
 

Bestyrelsesformand Lars Fournais udtaler:

"På en lang række områder har vi nået de mål, vi har sat i løbet af regnskabsåret. Sportsligt lykkedes vi dog desværre ikke med at ende i top 6, og det kan også aflæses i det økonomiske resultat. Men vi følger den plan, vi har lagt, og arbejder ufortrødent med at styrke vores fundament hele vejen rundt, så vi hele tiden forbedrer vores forudsætninger for at indfri vores langsigtede målsætninger. Om få måneder tager vi helt nye rammer i brug på Fredensvang, og det er endnu et af mange skridt på vejen til at bringe AGF tilbage til toppen af dansk fodbold." 

Adm. direktør Jacob Nielsen udtaler:

"Når man går regnskabet igennem, er der flere positive historier at hæfte sig ved - blandt andet de stigende sponsorindtægter og tilskuertal, og at vi performer som forventet på udlejninger og afholdelse af events. Men dét at vi ikke har indfriet den sportslige målsætning kombineret med manglende transferindtægter, som er det laveste i flere år, gør, at vi lander på et underskud på 9 mio. kr., hvilket ikke er tilfredsstillende. Vi kan derfor konstatere, at vi stadigvæk har masser af hårdt arbejde foran os for at nå de sportslige og økonomiske målsætninger, vi har sat. Vi noterer dog med stor tilfredshed, at vi oplever en konstant stigende opbakning til vores arbejde. Hele Aarhus bakker op om, at byen skal have et Superliga-hold i toppen af dansk fodbold, og det er kun med til at bestyrke vores tro på, at vi i fællesskab vil lykkes med at bringe AGF tilbage til fordums styrke." 

Årsrapporten er tilgængelig i sin helhed på selskabet hjemmeside www.aarhus-elite.dk. Der afholdes ordinær generalforsamling torsdag den 26. oktober 2017 kl. 16:00 på selskabets adresse. 

For yderligere oplysninger kontakt bestyrelsesformand Lars Fournais på tlf. 2010-3700 eller administrerende direktør Jacob Nielsen på tlf. 2274-8685. 

Med venlig hilsen 

Aarhus Elite A/S

Lars Fournais                 Jacob Nielsen
Bestyrelsesformand       Adm. direktør

Vedhæftede filer:

Selskabsmeddelelse nr 07-2017 Aarhus Elite aarsrapport.pdf

Aarhus Elite aarsrapport 2016-17.pdf

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder