Ny bolig, skat?

For flere hundrede år siden, cirka midtvejs mellem vikingernes plyndringstogter og beslutningen i juni om at melde sig ud af EU, besluttede engelske magthavere at indføre en ny boligskat og et nyt ejendomsvurderingssystem.

I al sin enkelhed gik det nye system ud på at opkræve skatter på baggrund af antallet af vinduer i en boligejers hus. Og ikke alene var forslaget progressivt - rige mennesker bor typisk i store huse, der typisk har mange vinduer. Det var også nemt at føre ud i livet. Vinduer i et hus kan ses fra gaden og er nemme at tælle. Kongerigets konsulenter og skatterådgivere må have frydet sig over egen genialitet.

Der var visse kritiske røster. Nogle påpegede, at en mand af middel stand på landet kunne have flere vinduer i sit hus end en betragteligt rigere mand i London. Andre kritiserede, at det var en beskatning af én af livets ellers gratis goder: adgangen til dagslys.

Men det, der kom mest bag på skattekammerets rådgivere, var, at skatten fik folk til at ændre adfærd. Vindue efter vindue blev muret til, og nye huse blev opført med færre vinduer end tidligere. Da beskatningen blev ændret til først at træde i kraft for huse med 10 vinduer, og med en højere skattesats for huse med 15 vinduer blev et flertal af alle nye huse opført med enten ni eller 14 vinduer. Det nye ejendomsvurderingssystem genererede med andre ord ikke blot guld og sølvmønter til skatkammeret. Det ændrede også arkitekturen og fik folk til at agere anderledes.

Regeringens forslag til et nyt boligskattesystem får næppe mange danskere til at blænde deres vinduer. Men spørgsmålet er, om det vil ændre vores adfærd?

Forslaget vil sandsynligvis tilskynde nogle til at købe bolig tidligere end ellers, og andre vil måske fremskynde boligsalget.

Personligt har jeg kredset om at skifte ejerlejligheden ud med hus og have, og da jeg samtidig venter barn nummer to, vil min families behov snart forandre sig. Med en skattelov, der måske vil gøre ejerlejligheder i Købehavn mindre attraktive og huse mere økonomisk attraktive, kan det alt sammen skubbe til en beslutning, der allerede har været længe undervejs.

Men vores lejlighed er omvendt ikke et værdipapir, som man kan sælge den ene dag og købe igen den næste. Den er en ramme om mit liv og har koster blod, sved og ombygningstårer.

Én af glæderne ved at være boligejer, er, at man - inden for visse rammer - er fri til at gøre, som man vil. Så ønsker man at købe eller sælge en bolig baseret på, hvad man forventer af den fremtidige prisudvikling, kan man jo frit gøre det. Man bør blot minde sig selv om, at man kan tage fejl og komme til at drage den forkerte konklusion, og at det er familiens boligbehov, man gambler med, hvis man sætter en potentiel økonomisk gevinst over hensynet til, hvad familien lige nu har allermest brug for.

Jeg vil gerne have græs under tæerne og en sandkasse til børnene, og måske ville det økonomisk set være en god ide at sælge min lejlighed nu og flytte i hus. Men en flytning kan være en stor mundfuld - ikke mindst hvis man som jeg er gift med en mand, der ser behov for totalrenovering i boliger, der markedsføres som 'indflytningsklare'.

Mit behov lige nu - med få måneder til terminen - er ro, rene linjer og bekvemmelighed. Om overskuddet til trykluftsbor, byggestøv og frit kig til hanespær og isolering på loftet så nogensinde kommer til at overgå dette, må tiden vise. Og forslaget til ny boligskat kommer ikke til at spille en rolle i den del af ligningen.

Til gengæld vil jeg naturligvis regne, hvor der regnes kan, når vi kender det nye boligbeskatningssystem, og hvis vi bliver klogere på vores egne behov i familien, så det er os selv og ikke politiske beslutningstagere, der har bukserne på i forhold til, hvornår vi vælger at flytte. Kan man ikke selv opstille et sådant regnestykke, er der altid hjælp at hente fra nogen, som kan.