Ny ECB-chef "glemte" renten og pengepolitikken

Udgivet den 05-11-2019  |  kl. 06:35  |  

Den Europæiske Centralbanks (ECB) nye chef, Christine Lagarde, holdt mandag aften sin første tale med den titel, og hun glemte tilsyneladende det allervigtigste.

Ordene fra den tidligere IMF-chef, som satte sig i chefstolen i Frankfurt den 1. november, var nemlig på hendes første reelle arbejdsdag mandag helt uden hendes synspunkter på renten eller på pengepolitikken i det hele taget.

Markedet havde ellers set frem til at lytte med på talen og vurdere, om Christine Lagarde vil følge samme retning som sin forgænger Mario Draghi, som i forrige måned trods uenighed i ECB's styreråd gennemtvang en rentenedsættelse og genindførte et program for obligationsopkøb. For at stimulere den haltende vækst i eurozonen.

Lagarde understregede sin undvigelse af de pengepolitiske emner ved at bede alle de tilhører, som var kommet for at høre om renter og anden stimmulus, om "venligst at forlade lokalet".

- Jeg mener, dette er en besked hele Europa har brug for at høre. Et ønske om at ihukomme vort bedre jeg og ikke at lade egentvivl trække os ned, sagde Christine Lagarde ifølge Bloomberg News i forbindelse med en prisoverrækkelse til Wolfgang Schäuble, den tidligere tyske finansminister.

Lagarde opfordrede dog så sent som i sidste uge til, at både Tyskland og Holland gør op med deres kroniske statsoverskud og øge investeringerne for at sparke økonomien i eurozonen i gang.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  macro❯  Eurozonen❯  Tyskland❯