Ny fransk regering varsler massiv hjælp til erhvervslivet

Udgivet den 15-07-2020  |  kl. 16:16  |  

Frankrigs nye regering vil sænke selskabsskatten for at styrke landets økonomi efter coronakrisen.

Det siger landets nye premierminister, Jean Castex, i en tale i parlamentet onsdag, hvor han fremlægger den nye regerings politiske program.

Coronakrisen har vist, at Frankrig er for afhængig af importerede varer, siger han.

Derfor skal fransk erhvervsliv støttes med 40 milliarder euro (300 milliarder kroner), hvoraf noget er i form af skattelettelser.

- Krisen har bekræftet, at vi nu må ændre vores industri, siger Castex.

Hjælpen til erhvervslivet er en del af en samlet pakke på 100 milliarder euro, der præsenteres fredag, siger han.

Det er første gang, at den nyudnævnte premierminister taler i parlamentet. Han blev indsat, da præsident Emmanuel Macron foretog en regeringsrokade 3. juli.

/ritzau/Reuters

Ritzau

Relaterede nyheder