Ny lov om regnskaber på vej
København--8. november--NetPosten--Erhvervs & Selskabsstyrelsen vil med en ny rammelov samle al relevant regnskabslovgivning i en lov og tilpasse regnskabsaflæggelsen til de internationale standarder, der i øjeblikket vinder frem, skriver Børsen onsdag.
- Det nye forslag imødekommer to vigtige hensyn. For det første er man med det nye forslag på bølgelængde med den internationale udvikling. For det andet er byggeklodsmodellen en god konstruktion, hvor man som mindre virksomhed ikke behøver at aflægge så udførligt et regnskab som større virksomheder, siger Anders Ladefoged, erhvervsjuridisk chef i Dansk Industri.
I Håndværksrådet er man også positivt indstillet over for det nye forslag.
- Det er en god ide at samle det hele i en lov, hvor kravene til regnskabet afhænger af virksomhedens størrelse, siger cheføkonom Søren Nicolaisen.
Man arbejder sideløbende på at få lignende regler for de finansielle virksomheder. Men det kan ikke lade sig gøre endnu, fordi detaljerede regler for finansielle virksomheder forhindrer det, oplyser statsautoriseret revisor i KPMG, Per Gunnarson.