Nye muligheder for danske virksomheder i Polen og Baltikum

Udgivet den 10-12-1998  |  kl. 10:27  |  

København--10. december--NetPosten--Virksomhedsudvikling Østeuropa er fællesnævneren for en række nye projekter, Erhvervsfremme Styrelsen nu sætter i gang. Projekterne skal koordinere samarbejde mellem danske virksomheder og virksomheder i Polen og Baltikum for at sætte yderligere skub i det kommercielle samarbejde og understøtte den erhvervsmæssige udvikling i de pågældende lande.

Projekterne fokuserer på IT- og agro-branchen i Polen samt bygge- og anlægssektoren i hele Baltikum. I Estland og Letland gælder det elektronik, metal samt plast, mens tekstil-, træ- og metalbranchen er udvalgt i Litauen. Projekterne ventes realiseret omkring årsskiftet.

Brancherne er valgt efter høringer af myndighederne i Polen og Baltikum samt danske erhvervsorganisationer. Erhvervsfremme Styrelsen udpeger en dansk projektleder af de enkelte projekter via udbud og sigter mod at inddrage relevante parter i modtagerlandene, f.eks. erhvervsorganisationer.

Virksomhedsudvikling Østeuropa er en opfølgning af de positive erfaringer fra Erhvervsfremme Styrelsens hidtidige indsats i Østeuropa.

Udgivet af: NPinvestordk