Nyheder fra Carlsberg og Zealand flytter milliarder på børsen

Udgivet den 21-06-2024  |  kl. 15:15  |  
Arkiv: Foto

Der bliver i den grad blevet flyttet rundt på milliardværdier i Carlsberg og Zealand Pharma fredag på børsen i København.

For Carlsberg koster et afvist milliardbud på den britiske læskedrikkoncern Britvic et kursfald på over 8 pct. og et dyk i markedsværdien på i underkanten af 9 mia. kr.

Modsat er Zealand Pharma tordnet i vejret og har lagt 6,9 mia. kr. til sin markedsværdi. Det sker oven på lovende resultater fra et studie med et lægemiddelhåb mod svær overvægt.

OPKØBSPLAN VÆKKER SKEPSIS

For Carlsberg har fredagen været en tynd omgang te, efter at britiske Britvic, der står bag 7up og Lipton, annoncerede, at det har afvist Carlsberg af to omgange.

Den danske bryggerikæmpe har efterfølgende bekræftet sin interesse, og spørgsmålet er nu, om det danske bryggeri vil byde endnu mere end det seneste bud på 27 mia. kr., hvilket vækker skepsis hos den amerikanske storbank Citi.

- Selvom opkøbet af Britvic ville øge koncernens tilstedeværelse i Storbritannien, Frankrig og Irland samt potentielt give ny adgang til Brasilien, ser det overordnede strategiske rationale i transaktionen ikke overbevisende ud efter vores mening, skriver den amerikanske storbank i en kommentar.

Den peger på, at Britvics organiske vækst er bare omkring 2,5 pct. på mellemlangt sigt, og derfor vil udvande Carlsbergs ambitioner om en organisk salgsvækst på 4-6 pct. på den mellemlange bane.

Desuden vil en transaktion øge Carlsbergs nettogæld til over 3 gange den estimerede driftsindtjening før af- og nedskrivninger, EBITDA, hvilket ifølge Citi vil betyde, at Carlsberg vil indstille sit aktietilbagekøb.

FEDMEDATA VÆKKER BEGEJSTRING

For Zealand-aktionærerne er der til gengæld meget at glæde sig over fredag.

Aktien ligger 17 pct. højere i 757, hvilket vil være lukkerekord. Markedsværdien er nu oppe i over 47 mia. kr.

Hos Zealand Pharma betegnede topchef Adam Steensberg torsdag aften data fra et fase 1b-studie med vægttabshåbet Petrelintid som "vanvittigt gode". Vægttabet er på linje med og især bivirkningsprofilen er mildere end for supersællerterne Wegovy fra Novo og Zepbound fra Eli Lilly, mener Adam Steensberg.

Både Goldman Sachs og Kempen har da også efterfølgende kvitteret med højere kursmål for aktien, som nu er steget over 100 pct. i årets løb. Hertil har Jefferies givet selskabet positive ord med på vejen, fremgår det af Bloomberg.

Kempens analytiker Suzanne van Voorthuizen mener, at de nye data viser en "klar vinder" i forhold til både sikkerhed og bivirkninger. Hun hæfter sig særligt ved, at studiet indeholder en stor andel mænd, som typisk opnår et mindre vægttab end kvinder. Hertil lå BMI for gruppen generelt lavere fra start, hvilket giver et dårligere udgangspunkt.

Sidstnævnte lægger også Jefferies vægt på, og banken spår på den baggrund mulighed for endnu bedre resultater fremover. Jefferies mener dog, at studiet i forvejen viser resultater tæt på den øvre ende af det ventede.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:55 Europa/aktier: Nokia og Husqvarna straffet for skuffende regnskaber
17:27 Analytiker: Rockwools opjustering og stærke regnskab bør føre til løft af estimater
17:07 Feds Goolsbee opfordrer til snarlig lempelse for ikke at sætte arbejdsmarkedet overstyr
17:03 Torsdagens obligationer: Renterne faldt tilbage efter ECB-meldinger
17:03 Torsdagens aktier: DSV og Rockwool førte an i dansk aktiecomeback mens Novo fortsatte ned
16:08 Vestas høster ordre på 117 megawatt i USA
15:52 Mærsk: Containerrater steg 1 pct. i den seneste uge
15:45 Analytiker: Rockwools opjustering og stærke regnskab bør føre til løft af estimater
15:43 DSV i pludselig stigning: Rygter om indsnævret felt af bejlere til DB Schenker bag plus
15:42 USA/åbning: Revanche til teknologi mens Dow Jones falder fra rekord
15:23 ECB's Lagarde: Rentebeslutning til september står helt åben
15:21 Valuta: Afdæmpede euroudsving efter ECB's rentefastholdelse
15:10 Rockwool opjusterer forventningerne til 2024 efter fremgang på alle markeder
15:03 Rockwool opjusterer forventningerne til 2024 efter fremgang på alle markeder
14:42 Aktiechef i Goldman Sachs ser kunstig intelligens som ny boble
14:31 USA: Philadelphia Fed-indekset overrasker markant positivt
14:27 ECB fastholder renten: Vil ikke låse sig fast på specifik rentebane
13:50 USA/tendens: Positiv start i vente for teknologiaktier - Netflix i fokus med regnskab
13:46 Saxo Bank allierer sig med Goldman Sachs i strategisk gennemgang
13:17 TSMC giver oprejsning til amerikanske techaktier efter helvedsdag